Borgmesteren i Sorø Gert Jørgensen (K) udtaler sig nødigt om afgående kommunaldirektørs bilagsrod. I morgen, onsdag, skal kommunalbestyrelsen diskutere politianmeldelse af kommunaldirektøren, erfarer NB-Kommune.

Borgmesteren i Sorø Gert Jørgensen (K) udtaler sig nødigt om afgående kommunaldirektørs bilagsrod. I morgen, onsdag, skal kommunalbestyrelsen diskutere politianmeldelse af kommunaldirektøren, erfarer NB-Kommune. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Borgmester: 'Det er en rigtig ærgerlig sag'

Borgmesteren i Sorø vil ikke udtale sig om den afgående kommunaldirektørs bilagsrod, da han mener, at den er omfattet af tavshedspligt. Borgmesterens håndtering af skandalen møder kritik.

Udgivet: 24/08/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Borgmesteren i Sorø Gert Jørgensen (K) synes, at sagen med kommunens afgående kommunaldirektør er "rigtig ærgerlig". Men derudover udtaler Gert Jørgensen sig nødigt om den nu afgående kommunaldirektørs dokumenterede bilagsrod.

Som beskrevet i NB-Kommune har kommunaldirektøren i midtsjællandske Sorø Søren Søndergaard Kjær ikke haft styr på sine bilag og brugt kommunale kroner på private fornøjelser. Tidligere på måneden sagde Søren S. Kjær sit job op, men sagen slutter langt fra der.

I morgen, onsdag, er der møde i kommunalbestyrelsen om sagen, og som et byrådsmedlem udtrykker det, er det "99,9 procent sikkert, at Søren S. Kjær bliver meldt til politiet."

Læs også:
Endnu en kommunaldirektør står til politianmeldelse

I går, mandag, talte NB-Kommune med borgmester Gert Jørgensen, og han havde ingen kommentarer til sagen med kommunaldirektøren. Gert Jørgensen henviste til, at "der er tale om en personalesag, og jeg har tavshedspligt."

Efter at NB-Kommune havde skrevet om sagen mandag, og Gert Jørgensen havde været i DR TV Avisen, så valgte borgmesteren mandag aften at udsende en pressemeddelelse. Heri siger Gert Jørgensen:

"Det er en rigtig ærgerlig sag. Vi er meget kede af, at vi ser den type sag i Sorø Kommune. Vi har fokus på ordentlighed, at alle kender reglerne, og at de regler bliver fulgt."

"Sagen fører til, at vi må kigge på de regler og procedurer, vi har omkring de kreditkort, vi udsteder. Og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at forhindre, at det samme kan ske igen."

I pressemeddelelsen fra mandag omtales også, at Sorø Kommune 13. august udsendte en pressemeddelelse om, at Søren S. Kjær havde sagt op. Ifølge NB-Kommunes og DR's oplysninger er opsigelsen efter alt at dømme blevet frempresset, men det vil Gert Jørgensen ikke sige noget om. I pressemeddelelsen fra mandag aften siger borgmesteren:

"Søren har sagt op, og det, som stod i den pressemeddelelse, var det Søren ønskede at fortælle om grunden til sin opsigelse. Jeg kommenterede ikke den begrundelse i pressemeddelelsen, og det gør jeg heller ikke her," siger Gert Jørgensen.

Kritik af borgmesteren

Gert Jørgensen bliver kritiseret for ordlyden i pressemeddelelsen 13. august om Søren S. Kjærs opsigelse. Og borgmesteren får også kritik for at have holdt kortene for tæt ind til livet.

Kritikken kommer fra flere kilder, som NB-Kommune har talt med. Enhedslistens medlem af byrådet i Sorø Bo Bjerre Mouritzen lufter som en af de få, kritikken offentligt.

"Det er meget svært at have tillid til borgmesteren, når en sag som denne her med bilagsrod bliver håndteret, som den gør," siger Bo Bjerre Mouritzen til NB-Kommune.

Læs også:
Byrådsmedlem: Dårlig ledelse i sag med kommunaldirektør

Sidst opdateret: 24/08/2021 - 14:25

Emner: Sorø Kommune, Forvaltning, Kommunaldirektør

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]