Håndværkerne har travlt på landets byggepladser, og flere steder mangler de kollegaer til at hjælpe dem. Hele 40 procent af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen melder nu om mangel på arbejdskraft.

Håndværkerne har travlt på landets byggepladser, og flere steder mangler de kollegaer til at hjælpe dem. Hele 40 procent af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen melder nu om mangel på arbejdskraft. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Manglen på arbejdskraft i byggebranchen er på sit højeste siden 2006

Nye tal viser, at beskæftigelsen er på sit højeste niveau nogensinde i Danmark. Især bygge- og anlægsbranchen er nu presset af manglende arbejdskraft, mens andre brancher stadig halter efter.

Udgivet: 24/08/2021

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Manglen på arbejdskraft i bygge- og anlægsbranchen er på det højeste niveau siden før finanskrisen, og man skal helt tilbage til 2006 for at finde en højere mangel på arbejdskraft i bygge- og anlægsbranchen end man har i dag.

Det skriver NB-Økonomi.

Dermed fortsætter beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen den himmelflugt, der for alvor startede, da mange andre brancher blev lagt ned af coronakrisen i foråret 2020.

Aktuelt var det i juli hele 40 procent af alle bygge- og anlægsvirksomheder, der ifølge Danmarks Statistik svarer, at de har problemer med at skaffe den fornødne arbejdskraft for at følge med efterspørgslen.

Det er en stigning på hele 21 procentpoint siden februar i år, hvor kun 19 procent af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen oplevede mangel på arbejdskraft.

Ser man på tallene i historisk sammenhæng kan det virke alarmerende højt, da manglen på arbejdskraft nu er højere end i 2007, kort tid før finanskrisen brød ud. Kun i sommermånederne i 2006 har man haft højere mangel på arbejdskraft i bygge- og anlægsbranchen end man har nu i den tid, hvor Danmarks Statistik har foretaget målingen.

(Artiklen fortsætter under grafen)

Beskæftigelsen i alt er på sit højeste nogensinde

Det er ikke kun i bygge- og anlægsbranchen, at beskæftigelsen fortsætter fremad. Ser man på den samlede beskæftigelse i Danmark, så havde man i juni i år den højeste lønmodtagerbeskæftigelse nogensinde, og beskæftigelsen er allerede 46.000 personer højere end den var før coronakrisen ramte.

I alt var lønmodtagerbeskæftigelsen 2.846.730 i juni. Da Danmark var hårdest ramt af coronakrisen i maj 2020 var lønmodtagerbeskæftigelsen 2.723.507, og der er dermed sket en udvikling på hele 123.227 personer på lidt over et år.

(Artiklen fortsætter under grafen)

Der er dog stadig enkelte brancher indenfor serviceerhvervet, som stadig halter efter.

Det gælder især turistbranchen og hotel- og restaurationsbranchen, hvor beskæftigelsen fortsat er ramt af den lavere aktivitet i samfundet, og især i Hovedstadsområdet har man stadig udfordringer som følge af den manglende udenlandske turisme.

Også i turistbranchen og indenfor hotel- og restaurationsbranchen er beskæftigelsen dog i væsentlig fremgang, men stigningen er til gengæld kommet fra et meget lavt niveau.

Sidst opdateret: 24/08/2021 - 14:11

Temaer: Beskæftigelse

Emner: Byggeri

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]