Byrådsmedlem Bo Bjerre Mouritzen (Enh.) (til venstre) beskylder borgmester Gert Jørgensen (K) for dårlig håndtering af sag med kommunaldirektør.

Byrådsmedlem Bo Bjerre Mouritzen (Enh.) (til venstre) beskylder borgmester Gert Jørgensen (K) for dårlig håndtering af sag med kommunaldirektør. - Foto: Sorø Kommune

Byrådsmedlem: Dårlig ledelse i sag med kommunaldirektør

Borgmesteren i Sorø bliver kritiseret af kollega i kommunalbestyrelsen for dårlig håndtering af sag med kommunaldirektør. 'Det er meget svært at have tillid til borgmesteren,' siger lokalpolitiker.

Udgivet: 24/08/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Som beskrevet i NB-Kommune står kommunaldirektøren i Sorø til at blive politianmeldt på grund af rod med bilag. Nu bliver borgmester Gert Jørgensen (K) kraftigt kritiseret for sin håndtering af sagen.

På onsdag skal kommunalbestyrelsen i Sorø tage stilling til, om man vil politianmelde afgående kommunaldirektør Søren Søndergaard Kjær på grund af rod med bilag. Det erfarer NB-Kommune.

Læs også:
Endnu en kommunaldirektør står til politianmeldelse

Politisk har sagen allerede skabt bølgegang i den midtsjællandske kommune. Indtil videre er medlem af kommunalbestyrelsen for Enhedslisten Bo Bjerre Mouritzen dog den eneste, som tager bladet for munden. Han undrer sig højlydt over, at kommunen udsendte en pressemeddelelse 13. august, hvoraf fremgik, at kommunaldirektøren havde sagt sit job op for at prøve noget nyt.

"Jeg undrer mig i den grad over, at kommunen sender en pressemeddelelse ud, som kun dækker over en brøkdel af sandheden. Jeg antager, at kommunaldirektøren ikke har sagt op for at søge nye græsgange, men fordi han har været under pres," siger Bo Bjerre Mouritzen til NB-Kommune.

Han langer ud efter borgmester Gert Jørgensen (K) og siger:

"Det er udtryk for dårlig ledelse, når borgmesteren siger ja til, at man udsender en pressemeddelelse, som er åbenlys forkert. For borgmesteren vidste jo godt, at der var uregelmæssigheder med kommunaldirektørens bilag, da den pressemeddelelse gik ud. Det her rejser uvilkårligt spørgsmålet: Fejer man noget ind under gulvtæppet her?"

"Det er meget svært at have tillid til borgmesteren, når en sag som denne her med bilagsrod bliver håndteret, som den gør," siger Bo Bjerre Mouritzen.

Læs også:
Kommunaldirektør siger op

Borgmester Gert Jørgensen (K) ønsker ikke at udtale sig og henviser til sin tavshedspligt.

"Det er slapt af borgmesteren at forsøge at dække sig ind under sin tavshedspligt. Jo, han skal ikke sige noget personalesager. Men når kommunaldirektøren angiveligt har brugt kommunens kreditkort til noget personligt, så har borgerne i Sorø ret til at få besked om det," siger Bo Bjerre Mouritzen og fortsætter:

"Hvis det her havde været en hvilken som helst anden institutionsleder i kommunen, så var vedkommende blevet hjemsendt eller fritstillet. Og så havde man meldt ud, at man vil forsøge at undgå lignende tilfælde, og at man ville undersøge sagen til bunds."

Sorø Kommune udsendte mandag aften en pressemeddelelse om sagen.

Sidst opdateret: 24/08/2021 - 10:50

Emner: Administration, Sorø Kommune, Forvaltning, Kommunalbestyrelser, Kommunaldirektør

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]