Forældre skal have tilskud til at passe egne, små børn, mener lokalpolitikere i Vejen og Halsnæs.

Forældre skal have tilskud til at passe egne, små børn, mener lokalpolitikere i Vejen og Halsnæs. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Politikere vil give forældre tilskud til pasning af egne børn

Kommunalpolitikere vil gerne give forældre mulighed for at blive belønnet for at passe egne børn. Familierne skal have mulighed for 'at prioritere børnene, mens de er helt små,' skriver to Venstre-byrådsmedlemmer.

Udgivet: 03/08/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Forældre til små børn kan i en række kommuner få et tilskud for at gå hjemme og passe egne, små børn. I København for eksempel kan forældre under visse forudsætninger få 6.706 kr. før skat i tilskud om måneden per barn mellem et og tre år. Ordningerne giver til stadighed politisk debat, således også i Vejen Kommune.

To Venstre-folk i Vejen kommer med en kraftig opfodring til at genindføre ordningen med tilskud til pasning af egne børn. I et læserbrev i JydskeVestkysten skriver Claus Kulmbach, som er formand for Udvalget for skoler og børn, og Venstres borgmesterkandidat Morten Thorøe:

"Vejen Kommune havde tilbage i 2017 en forsøgsordning med tilskud til pasning af eget barn. Der var dengang ikke ret mange, der var interesserede i at benytte ordningen, og derfor blev den afskaffet allerede året efter."

"Tiderne har ændret sig, og derfor går Venstre til budgetforhandlingerne med et ønske om at fremme denne ordning igen, for at give familierne mulighed for at prioritere børnene, mens de er helt små."

De to Venstre-folk betoner, at "vi vil gerne give den enkelte familie muligheden for at vælge."

Også et ønske i Halsnæs

I Halsnæs Kommune går en anden lokalpolitiker også i brechen for at få indført en tilskudsordning for hjemmepasning af egne børn. Nanna Høyrup Andersen, pædagog og kandidat for Alternativet til KV21 i Halsnæs, betoner i et læserbrev i Sjællandske Medier, at hjemmepassede børn vil give kommunen bedre muligheder for at leve op til ønskerne om minimumsnormeringer. Hun skriver:

"Ordningen (med tilskud til børnepasning, red. )er ikke indført i Halsnæs kommune. Det mener jeg, vi burde sørge for, at den bliver, så de forældre der måtte ønske at benytte tilbuddet, bliver en del af løsningen om at sikre de bedste vilkår til de ansatte i vores dagtilbud, som hver dag knokler for at give børnene en dag fuld af omsorg og leg."

"Og som et ekstra gode, så kan de familier, der passer hjemme i en tid, være med til at styrke vores sociale sikkerhedsnet, ved at være mere tilgængelige i hverdagen, og ser de mennesker, som har det svært og er ensomme."

Læs også:
Regeringen ønsker minimumsnormeringer, men mange kommuner holder igen

Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21

Emner: Minimumsnormeringer, Vejen Kommune, Venstre, Alternativet

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]