
Flere af landets kommuner lægger i 2024-budgetterne op til færre uddannede pædagoger og en tidligere start på skolelivet. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kommuner gør klar til at komme i mål med minimumsnormeringer
Tre måneder inden kravet om minimumsnormeringer i dagtilbud træder i kraft 1. januar, kæmper kommunerne med at få budgetterne for det på plads. For at opfylde loven bruger kommunerne forskellige værktøjer - af nogle kaldet krumspring.
Udgivet: 20/09/2023
I øjeblikket lander kommunernes budgetter én for én, og her tages der blandt meget andet også højde for at imødekomme folketingsbeslutningen om, at minimumsnormeringer i dagplejen forpligter kommunerne til at sikre minimum én pædagogisk medarbejder til seks børnehavebørn og én til tre vuggestuebørn.
Og det kan man gøre på forskellig måde, skriver DR.
Nogle kommuner overvejer at rykke skolestart, så man overgår fra den dyrere børnehave til SFO, hvor der er færre pædagoger pr. barn, tidligere. Det gælder eksempelvis Holstebro, Frederikshavn, Hørsholm, Guldborgssund og Sorø kommuner.
Andre kommuner lægger op til at sænke kravet til antallet af voksne i daginstitutionerne, der skal være uddannet pædagoger. Det ser man på i Lejre, Glostrup, Aalborg, Fredericia, Faxe, Stevns og Viborg kommuner. Ræsonnement er, at en pædagogmedhjælper er billigere i drift end en pædagog.
Det er nødvendigt, hvis kommunen skal leve op til de politiske krav, siger Katrine Fusager Rohde (V), der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune.
"Det handler overordnet set om, at vi skal leve op til loven om minimumsnormeringer. Så hele øvelsen handler om, at vi skal have flere hænder ud til vores børn," siger Katrine Fusager Rohde til DR.
I Holstebro Kommune kan næste års 0. klasser muligvis forvente at stoppe i børnehave og begynde i 'førskole' allerede fra 1. april. Det foreslår et enigt Børne- og Familieudvalg i kommunen i hvert fald. Og det er mere af nød end lyst, siger udvalgets næstformand, Bibi Mundbjerg (V).
"Selvom vi fra udvalget gerne så, at vi skulle vente en måned mere med at sende dem i skole, er det en bunden opgave at finde besparelser," siger Bibi Mundbjerg til DR.
Der er ikke noget krav om, hvor stor en del af personalet der skal være pædagoger i minimumsnormeringsloven.
"Derfor har man mulighed for at spare nogle penge, inden for de rammer lovgivningen giver," siger forsker i kommunernes økonomi og økonomistyring Kurt Houlberg fra VIVE til DR.
Sidst opdateret: 20/09/2023 - 11:51
Temaer: Budgetter
Emner: Minimumsnormeringer, BUPL








































