
Borgmesteren i Holstebro H.C. Østerby (S) har sammen med 15 andre borgmestre sendt en protestskrivelse til KL. De vil ikke uden modstand acceptere en kollektiv dummebøde for skattestigninger. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
16 jyske borgmestre sender protestskrivelse til KL
16 jyske borgmestre har underskrevet en protestskrivelse til KL's bestyrelse. De er utilfredse med, at større og rigere kommuner sætter skatterne op og sender regningen videre til andre kommuner.
Udgivet: 20/09/2023
Det gør ondt på de kommende kommunale budgetter, når andre kommuner sætter skatterne for borgerne op i deres budgetter for 2024.
Det udløser en statslig straf i alle kommuner - og det er blandt andre Holstebros borgmester H. C. Østerby (S) ikke glad for. Sammen med yderligere 15 jyske borgmestre underskrev han kort før ugens byrådsmøde en protest til KL's bestyrelse. Det skriver Dagbladet Holsterbro-Struer:
"Frederiksberg for eksempel vil sætte skatten op med 1,1 procent, og sidste år satte de også skatten op med mere end 0,5 procent. Det er som om, det er blevet legalt bare at gøre det, og det med at stå sammen skulder ved skulder og løfte i flok er gået fløjten," siger H. C. Østerby til Dagbladet.
Kommunen har regnet ud, at de usolidariske skattestigninger for Holstebro Kommune kan udløse en statslig straf på fem-seks millioner kroner.
Den radikale gruppeformand Torben Gudiksen satte på byrådsmødet spørgsmålstegn ved en skrantende fællesskabsånd i KL:
"Kan det blive ved med at gå, og kan KL holde til, at man finder flere og flere penge i statskassen, men at man skal spare mere og mere på den borgernære velfærd ude i kommunerne og løse flere og flere opgaver? Nej, det kan selvfølgelig ikke blive ved med at gå," svarede Gudiksen selv ifølge Dagbladet Holstebro-Struer.
Han gav desuden udtryk for en ifølge ham berettiget forventning om, at KL's top forhandler bedre aftaler på plads på vegne af kommunerne og til gavn for borgerne.
Sidst opdateret: 20/09/2023 - 11:47
Temaer: Budgetter
Emner: Holstebro Kommune








































