
Mange hjemløse har fået en for lav ydelse på grund af en tvist om fortolkning af regler. - Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix (arkiv)
Kommune må punge ud med millioner til hjemløse
103 hjemløse har fået en alt for lav ydelse fra kommunen, og 28 af dem skal nu have tilbagebetalt over 100.000 kroner. 'Jeg har klaret mig ved at finde mad i skraldespandene,' siger en af de hjemløse, som har fået for lidt hjælp.
Udgivet: 03/08/2021
Takket være et brev og Ombudsmanden kan 103 hjemløse nu se frem til at få en meget kontant håndsrækning. De har fået udbetalt alt for lav en ydelse på grund af en tvist om fortolkning af regler.
Sagen udspiller sig ifølge Politiken i Københavns Kommune, og en af de berørte er hjemløse Allan Birk. Han fik i en længere periode ikke kontanthjælp, men måtte i stedet klare sig for den markant lavere integrationsydelse, der er tiltænkt udlændinge. Derfor måtte han i knap et år klare sig for 4.000 kroner om måneden.
"Det er der jo ikke nogen, der kan leve for. Jeg har klaret mig ved at finde mad i skraldespandene," siger Allan Birk til Politiken
En klage over kommunen afstedkom i oktober 2020 en afgørelse fra Folketingets Ombudsmand, der gav den hjemløse mand medhold. Derfor har kommunen måtte gennemgå over 1.100 sager, hvor der er givet afslag på kontanthjælp.
Den foreløbige konklusion lyder ifølge Politiken, at 103 borgere har krav på kontanthjælp med tilbagevirkende kraft. Det samlede beløb løber op i 7 millioner kroner, og indtil videre står 28 borgere til at modtage over 100.000 kroner.
Usikkerhed om fortolkning
Ifølge Politiken kommer tilbagebetalingen i København efter et et længere forløb. Allerede i april 2019 skrev de hjemløses landsorganisation Sand til beskæftigelse- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V). Sand gjorde opmærksom på, at der var sket en markant stigning i antallet af hjemløse i Københavns Kommune, der fik afslag på kontanthjælp og i stedet blev sat på integrationsydelse.
"Sand postulerer, at en stor del af disse er uretmæssigt sat på en lav ydelse," fremgår det af brevet, som Politiken har læst.
Ifølge loven skal man have opholdt sig i Danmark i ni af de seneste ti år for at få ret til kontanthjælp, hvilket kommunerne har ret til at kræve dokumentation for.
Derfor blev de hjemløse mødt med et krav om at fremsende blandt andet forsikrings- og skatteoplysninger, når de søgte om kontanthjælp, skriver Politiken. For mange hjemløse er det en helt uoverkommelig opgave, påpegede Sand. Og organisationen skrev også, at andre kommuner ikke stiller lignende krav. Derfor undrede organisationen sig over dokumentationskravene i København.
I et svar til Sand afviste beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, at der var nogen problemer.
Hun fremhævede ifølge Politiken, at borgere "har pligt til at bidrage med oplysninger, der er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp man er berettiget til", og at kommunen er "forpligtet til at administrere gældende lovgivning".
I oktober 2020 fastslog Ombudsmanden imidlertid, at kommunerne skal se på 'personens livsførelse og livssituation', inden de kræver vidtgående dokumentation for ophold i landet. Og det er på den baggrund, at de 103 hjemløse nu har udsigt til at få penge tilbage.
Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21
Emner: Kontanthjælp, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), tidl. beskæftigelses- og integrationsborgmester, København, Københavns Kommune








































