Leder bag ulovlig instruks har fået nyt job
I efteråret gav Mads Larsen som leder i Guldborgsund en opsigtsvækkende, ulovlig instruks. Nu har han fået nyt job og skriver, at 'forløbet har givet mig en større ydmyghed i min ledelse'.
Udgivet: 25/06/2021
Medarbejdere i Guldborgsund Kommune fik forrige år en ulovlig instruks, som vakte opsigt over hele landet. Nu har manden bag instruksen landet et nyt lederjob.
Den 45-årige Mads Larsen har skiftet lederjobbet i Guldborgsund ud med et job som leder af en ny ungeenhed i Slagelse Kommune. Det skriver Sjællandske Medier.
I sit nye job skal Mads Larsen have fokus på unge, som har det svært. Og medarbejderstaben i den nye enhed kommer til at bestå af medarbejdere fra flere kommunale centre og områder, eksempelvis jobcenter og børne- og ungeområdet.
Mads Larsen blev i marts fyret fra sit job i Guldborgsund efter en opsigtsvækkende sag. Forrige år udsendte han en mail til ansatte i Center for Familie og Forebyggelse og bad dem spare 100.000 kroner på hver sagsstamme - efter overskridelser af 2020-budgettet svarende til syv millioner kroner.
I den nu famøse mail, foreslog Mads Larsen blandt andet, at socialrådgiverne i afdelingen fandt pengene ved at hjemtage børn - det vil sige sende anbragte børn tilbage i favnen på de familier, de var blevet fjernet fra.
Mailen nåede de lokale medier og blev en sag i byrådet og i Ankestyrelsen, og der blev udarbejdet en uvildig undersøgelse. En undersøgelse fra KL's Komponent konkluderede, at der herskede stor mistrivsel og dårligt arbejdsmiljø i afdelingen under Mads Larsens ledelse, og at den dårlige arbejdskultur havde eksisteret i flere år.
Hovedpersonen selv har ifølge Sjællandske Medier skrevet lidt forklarende om sig selv og sagen på intranettet i Slagelse Kommune. Mads Larsen har skrevet:
"Sagen overskyggede det vigtige arbejde, som medarbejderne udførte, og derfor måtte arbejdet fortsætte uden mig. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg begik en fejl, og den har jeg lært af. Jeg kan ikke ændre fortiden, men forløbet har givet mig en større ydmyghed i min ledelse og i den måde, som jeg kommunikerer på."
Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21
Emner: Guldborgsund Kommune, Slagelse Kommune, Forvaltning, Det specialiserede socialområde









































