Der er ikke meget i aftalerne, der peger på det kvalitetshop, socialministeren har talt om.

Der er ikke meget i aftalerne, der peger på det kvalitetshop, socialministeren har talt om. - Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Derfor peger handicapaftaler mod milliardbesparelser og lavere service

En gennemgang af substansen i de to handicapaftaler viser, at de på sigt udløser milliardbesparelser og servicetab for personer med handicap. Serviceforbedringerne fylder meget lidt i aftalen.

Udgivet: 07/05/2024

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Selvom de to handicapaftaler - den store rammeaftale samt delaftalen mellem regeringen og KL - indeholder enkelte serviceforbedringer for personer med handicap, så peger det samlede billede på milliardbesparelser de kommende år.

Aftalerne indeholder en række ændringer, som borgerne med stor sikkerhed vil opleve som mærkbare serviceforringelser.

Det viser en gennemgang, NB-Social og NB-Økonomi har foretaget af de to aftaler.

Dermed peger aftalerne på, at kommunerne efter mere end femten år endelig har udsigt til at få mere styr på udgifterne til det specialiserede socialområde. Men aftalerne vil også udløse utilfredshed hos et betydeligt antal borgere med handicap.

Billedet bekræftes af, at målet med aftalerne er at fjerne eller kraftigt begrænse en årlig vækst i kommunernes udgifter til det specialiserede socialområde på 1,5 milliard kroner. Som du kan læse i en særskilt artikel vil det reelt kræve langt større besparelser, end tallet umiddelbart indikerer.

Metoden i analysen (som kan ses i detaljer hos NB-Social) er, at vi har delt initiativerne ind i fire hovedgrupper. Her har vi set på, hvilken betydning forslaget får for servicen, samt hvad de økonomiske konsekvenser for kommunerne bliver.

Fakta

Hovedgrupperne i analyse er:

  • Forslag med serviceforringelser og færre udgifter

  • Forslag med serviceforbedringer og flere udgifter

  • Forslag med administrative besparelser og forbedringer

  • Forslag med administrative besparelser og forringelser

Besparelser og servicebegrænsninger dominerer de to aftaler

Som du kan læse i artiklen, så domineres det samlede aftalekompleks af den første gruppe, hvor personer med handicap får reduceret deres rettigheder, og kommunerne derfor kan spare penge.

Mange af pengene kommer fra såkaldte takstlofter. Der kommer blandt andet et takstloft på botilbudsområdet, der både vil begrænse de ydelser, som beboerne modtager, men i et vist omfang også reducere fortjenesten hos de private botilbud.

Derudover vil kommunerne gennem en række tiltag få lettere ved at flytte borgere uden samtykke. Det kunne eksempelvis være til et billigere botilbud. Samtidig bliver det lettere at tvinge efterladte partnere til borgere med handicap til at flytte ved dødsfald.

Et andet stort område er, at aftalerne har til formål at begrænse rækkevidden af borgernes retskrav på forskellige ydelser gennem genskrivningen af serviceloven og en tydeliggørelse af bestemmelsernes rækkevidde. Det vil i praksis begrænse Ankestyrelsens afgørelser og gøre det lettere at indføre lokale serviceniveauer.

I og med at der er tale om rammeaftaler, så er det ikke muligt at beregne, hvor store besparelser de enkelte forslag vil medføre, ligesom det bliver et subjektivt spørgsmål, hvor meget en given ændring reelt vil forringe den service, som personer med handicap modtager.

Besparelser fra mindre bureaukrati er allerede fjernet fra budgetterne

En anden gruppe af forslag - som især socialministeren har fokuseret meget på - er en række forslag, som skal reducere bureaukrati på området og dermed spare penge, samtidig med at borgerne oplever mindre bøvl.

Socialministeren har i markedsføringen af den del af aftalerne lagt meget vægt på, at kommunerne så kan bruge de penge til at hæve servicen på enten handicapområdet eller på de store almenområder.

En gennemgang af bureaukratiforslagene viser imidlertid, at flere allerede er omfattet af regeringens krav om, at kommunerne frem til 2030 årligt skal spare 2,1 milliard kroner svarende til cirka 4.000 administrative medarbejdere.

Dermed vil pengene blive taget ud af kommunernes økonomiske rammer, og de vil ikke kunne gå til at hæve servicen - medmindre staten giver pengene tilbage til kommunerne.

Det ændrer dog ikke på, at mindre bureaukrati for borgerne ofte vil blive oplevet som en serviceforbedring, da de vil skulle kæmpe mindre for at få hjælpemidler.

Blandt afbureaukratiseringsforslagene er de mest markante ændringerne af merudgiftsreglerne, effektiviseringen af socialtilsynene og den mere tillidsbaserede visitation til hjælpemidler.

Her vil regeringen bruge flere penge på handicapområdet

Endelig er der en række mindre områder, hvor aftalerne vil tilføre handicapområdet penge for at sikre en bedre service.

Her har socialministeren særligt fokuseret på udrulningen af en specialeplan på den højeste specialiserede del af området. Den er særlig den del af aftalen, som hun ser som et kvalitetshop.

Der er allerede 100 millioner kroner årligt på finansloven, det skal gå til udrulningen at specialeplanen - så pengene er allerede fundet.

Samtidig vil regeringen i forbindelse med udrulningen af specialeplanen indføre en række uddannelseskrav på de sikrede botilbud. Her kommer pengene fra finansloven formentlig i spil igen, da regeringen ikke i aftalen lægger op til yderligere finansiering.

Sidst opdateret: 07/05/2024 - 13:37

Emner: Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]