Efter et år på posten er det snart tid til, at social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) skal til at levere varen.

I foråret 2024 skal hun både lande en aftale om specialeplanlægning, de genbesøgte magtanvendelsesregler samt forholde sig til Tranæs-udvalgets endelige rapport.

Det er jo ikke fordi, ministeren ikke har haft travlt i 2023 med to SSA-aftaler, en undskyldning på vegne af staten til borgere fra sær- og åndssvageforsorgen samt en aftale om familieretshuset.

Men sammenligner vi med, hvad der står på ministerens dosmerseddel for 2024, bliver det næsten til vand.

Særligt specialeplanen bliver lettere sagt end gjort. Spørg bare Pernille Rosenkrantz-Thiels forgænger Astrid Krag, der aldrig kom i mål med opgaven.

Socialministeren har heller ikke gjort det nemmere for sig selv. Både fordi hun ofte henviser til den kommende specialeplanlægning, hver gang der opstår et nyt problem på handicapområdet.

Men også fordi, Pernille Rosenkrans-Theil i starten af sin ministerperiode talte specialeplanlægningen op og sammenlignede den med guldstandarder.

Den sammenligning faldt hurtigt til jorden - blandt andet fordi Kommunernes Landsforenings formand, Martin Damm, så efterspurgte, at regeringen fandt guldkortet frem.

Ret skal være ret: Det er da også længe siden, man har hørt socialministeren sige noget om de famøse guldstandarder. Men det skyldes nok, at ministerens blev sat på plads, da kontrasten mellem økonomiaftalerne, 2030-planen og så ministerens retorik blev for stor.

Problemet er bare, skaden er sket. Forventningerne til specialeplanlægningen fløj i vejret.

Aktørerne vil noget forskelligt

Første skridt på vejen for ministeren har været at etablere forummet 'Sammen om handicap'. Det var inspireret af 'Sammen om skolen', som hun havde succes med på skoleområdet som undervisningsminister.

I Sammen om handicap skal aktørerne både komme med input til specialeplanlægningen og magtanvendelsesreglerne.

Men her har socialministeren nok måtte sande, at det var lettere sagt end gjort. Der er nemlig utroligt langt fra organisationernes ønsker til kommunernes virkelighed. Og begge lejrer sidder som bekendt med.

Dermed ikke sagt, at der ikke kan komme noget godt ud af forummet. Men hvis det virkelig lykkes ministeren at få kommunerne og handicaporganisationerne til at finde hinanden, så kandiderer hun nærmest til Nobels Fredspris.

Tæsk i Aftenshowet

En stor udfordring for ministeren er, at hun har været utrolig god til at sige alt det, organisationerne og borgerne gerne ville høre. Her tænker jeg ikke kun på guldstandarderne.

Nu skulle der nemlig være et velfærdssamfund for borgere med handicap også. Det skulle være slut med at kæmpe fra tue til tue for at få den hjælp, man har krav på. At hun ikke var afvisende over for at se på opgavefordelingen - altså om nogle dele af området skal tages fra kommunerne. Samt at borgerne fik et chok, når de kom fra sundhedsområdet eller undervisningsområdet til socialområdet.

Alt dette var sød musik i borgernes øre, selvom det næppe vakte glæde hos alle de mange medarbejdere, der dagligt knokler for at gøre det så godt som muligt på socialområdet.

Men problemet er bare, at hvis de mange ord ikke bliver til mere end snakken, så står borgerne slukørede tilbage.

Det blev tydeligt, da socialministeren gæstede Aftenshowet i slutningen af november. Det var anden gang dette efterår, ministeren var forbi det ellers bløde talkshow.

Første gang var der ikke grænser for, hvor galt det stod til på området, og hvor meget ministeren ville lave om - blandt andet med specialeplanlægning. Men da ministeren så var forbi igen, og hun blev afkrævet svar på, hvad hun så havde gjort siden sidst, blev resultatet ganske anderledes.

Ministeren blev en boksebold mellem værterne og de øvrige gæster, der ikke var tilfredse med indsatsen.

Nu er det nu

Derfor bliver de kommende måneder utroligt afgørende for Pernille Rosenkrantz-Theils eftermæle som socialminister. Om det ender for hende, som det gjorde med Astrid Krag. Eller om hun faktisk formår at levere på alle de løfter, hun har givet i sit første år som socialminister.

Særligt nu hvor alle forventer en regeringsrokade til sommer.

For en ting er sikkert: Ministeren har ikke gjort det lettere for sig selv. Slet ikke som minister i en flertalsregering, der jo bare kunne gennemføre alle hendes løfter den dag i morgen.

En ting er sikkert: Uret tikker.