
Ni kommuner har lavet aftale med kulturministeren
Kultur og sundhed er kommet med i den nye kulturaftale mellem Danmarks største kulturregion - Kulturmetropolen - og kulturminister Joy Mogensen. Aftalen forlænger samarbejdet mellem de ni kommuner.
Udgivet: 26/01/2021
Så er der sat underskrifter på den nye kulturaftale for 2021-2024 mellem Danmarks største kulturregion "Kulturmetropolen", der er et samarbejde mellem ni kommuner i hovedstadsområdet: Albertslund, Furesø, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Ishøj, Køge, Roskilde og Rødovre Kommune.
"Sammen arbejder vi for at skabe flere og bedre kulturtilbud til borgerne i hele Kulturmetropolen - og dermed på tværs af kommunegrænserne," skriver Albertslund Kommune om aftalen, som netop er blevet underskrevet af Hediye Temiz, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Albertslund Kommune.
De ni kommuner arbejder på at skabe flere og bedre kulturtilbud til borgerne i hele Kulturmetropolen i de respektive kommuner. Kulturaftalen samler kommunernes kulturinstitutioner, kompetencer og erfaringer i tre konkrete indsatser; musik, ungekultur og i krydsfeltet mellem kultur og sundhed.
Livskvalitet og udvikling
Nøgleord i Kulturmetropolens vision er livskvalitet og udvikling, og de tilbud, som kommunerne udvikler sammen, skal være med til at øge borgernes livskvalitet. Det sker ud fra den overbevisning, at deltagelse i og oplevelse af kunst og kultur er med til at danne grundlaget for et meningsfuldt liv, uanset baggrund, alder eller social status.
Kulturmetropolen har allerede en række aktive kulturbrugere- og skabere via musikindsatsen, og de fællesskaber skal styrkes samtidigt med, at der bliver arbejdet på at få fat i nye målgrupper indenfor andre kulturelle genrer.
Kulturregionen har fokus på tre indsatsområder og musikindsatsen skal styrke talentlaget og skabe nye oplevelser på kulturregionens mange spillesteder.
Ungeindsatsen fokuserer på at give Kulturmetropolens unge mulighed for at udvikle nye attraktive kulturtilbud sammen med områdets biblioteker, museer og kulturinstitutioner.
Det tredje og nyeste indsatsområde i Kulturmetropolen hedder "Et bedre liv med kultur" og det er målsætningen at øge borgernes livskvalitet, både fysisk, psykisk og socialt gennem kulturelle tilbud og aktiviteter. Det opererer således i krydsfeltet mellem kultur og sundhed.
Kultur der lever videre
Der er 13 kulturregioner i Danmark og de er netop nu ved at underskrive den frivillige kulturaftale med kulturministeren, som kommer til at løbe de næste fire år.
Formålet med kulturaftalerne er at sikre kultur til alle i hele landet og styrke samarbejdet mellem kommuner og mellem kommunerne og staten.
NB-Kommune talte med en række regioner i efteråret om nogle af de projekter, som er udviklet i forbindelse med kulturaftalerne, og som lever videre i samme - eller i et andet format.
Læs tidligere artikler i miniserien om de regionale kulturaftaler her:
Kulturregion Midt- og VestjyllandKulturregion NordjyllandKulturregion Sønderjylland-Schleswig Kulturregion StorstrømKulturregion AarhusSidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35
Emner: Herberg, Kultur, Albertslund Kommune, Furesø Kommune, Halsnæs Kommune, Herlev Kommune, Ishøj Kommune, Rødovre Kommune, Roskilde Kommune













































