Ifølge flere plejehjem har de ældre fået det bedre under coronakrisen.

Ifølge flere plejehjem har de ældre fået det bedre under coronakrisen. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Plejehjem: Ældre trives bedre under coronakrise

De ældre sover bedre. Der bruges mindre medicin. Der er færre konflikter med beboere ramt af demens. Sådan opleves hverdagen på flere plejehjem under coronakrisen.

Udgivet: 02/06/2020

Del artiklen:

Manglende besøg har gjort coronakrisen særlig vanskelig for de godt 40.000 beboere på plejehjem i Danmark.

Men paradoksalt nok oplever flere plejehjem, at den generelle trivsel blandt de ældre vokser, trods besøgsrestriktioner.

Det skriver Kristeligt Dagblad tirsdag.

De ældre sover bedre. Der bruges mindre medicin. Der er færre konflikter med beboere ramt af demens. Og sygefraværet blandt personalet er det laveste i mange år, ligesom personalet har fået mere tid til de ældre.

Det er erfaringer, som bør bruges når coronakrisen er overstået, lyder meldingen fra to fynske plejehjem samt Selveje Danmark og Danske Diakonhjem, der samlet repræsenterer godt 100 selvejende plejehjem.

Rikke Folmer Mouritzen, der er leder af Provstegaardshjemmet i Odense, siger til Kristeligt Dagblad, at personalet har fået mere tid til de ældre.

- For nogle beboere rammer besøgsrestriktioner meget hårdt, og situationen er særligt svær for de pårørende. Alligevel er vi overraskede over, at vi har fået noget positivt ud af en ekstremt vanskelig situation.

- Det er som om bøtten er vendt på hovedet, og der er sket noget, vi slet ikke forventede. Personalet fortæller, at de har fået mere tid til de ældre. Der er kommet en helt anden ro på plejehjemmet, og vores beboere sover bedre, siger hun.

På det fynske plejehjem er en af forandringerne, at der ikke længere er fælles aktiviteter for alle beboere.

De foregår til gengæld i små grupper, og det giver mere tid til den enkelte ældre.

Anne Mulberg Dahl, der er leder af to særlige demensplejehjem i Odense under OK-Fonden, fortæller, at sygefraværet blandt personalet er det laveste nogensinde.

Desuden viser en rundspørge fra Selveje Danmark, der er brancheorganisation for alle selvejende tilbud på velfærdsområdet, at fire ud af fem plejehjemsledere vurderer, at besøgsrestriktioner på plejehjem slet ikke eller i begrænset omfang har gjort de ældre mere ensomme.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:29

Emner: Ældrepleje

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]