Forleden havde vi lærermøde omkring arbejdsfordelingen, og det var egentlig rart med lidt normalitet.

Et tilbagevendende spørgsmål var kurser og uddannelse. Jeg er en normalt en stor fortaler for, at man udvikler sine medarbejder – både sammen og hver for sig, men jeg kunne mærke mig selv være enormt afvisende. Hvorfor?

Kompleksitetsreducering er vi skoleledere gode til, og det har været et utrolig vigtigt element i denne tid. Efter denne næsten normale samtale om næste år og prioriteringer blev det pludseligt et problem for mig at kompleksiteten var blevet reduceret.

Efter at have tumlet med det, fik jeg skrevet en lang besked til lærerne, hvor jeg blot skitserede nogle af de coronaskabte elementer, der faktisk skaber massive hindringer for min normalt ret klare prioriteringer.

Kommer der massive besparelser næste år?

Får vi behov for holddeling, fordi vores elever er kommet fagligt bagud – og i forhold til hvem?

Vil hjemmeunderviste elever have behov for massive turboforløb?

Vil vi blive pålagt erstatningstimer?

Skal jeg forvente lærere på skolen i sommerferien?

Vil det her fortsætte efter sommerferien, så vi fortsat poster penge i vikarer?

Hvis det fortsætter efter sommerferien, så kan jeg ikke undvære en eneste lærer i den daglige bemanding. Vil det overhovedet give mening at poste penge i uddannelse, hvis vi i de kommende år ikke har råd til, at en funktion bliver udført efterfølgende?

Vil der overhovedet blive gennemført nogle uddannelser? Vil der komme en central beslutning om ingen kurser og uddannelser næste år?

Bliver det min skole, skolen hvor ingen bliver uddannet, eller får kurser, fordi jeg er i spidsen?

Vil jeg så fremadrettet kunne rekruttere dygtige folk med det ry?