
Teenagerne kommer og vi har tid til at planlægge det, skriver Maike Raaghauge - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Teenagerne kommer, endelig!
Efter de mindre skolebørn kommer teenagerne. 'Denne gang ved vi noget mere. Vi har haft en beta-test. Og ja, de her er større, men de skal stadig lære at vaske hænder korrekt og overholde en masse restriktioner,' skriver skoleleder Maike Raahauge.
Udgivet: 11/05/2020
Nu kommer de …
Vi hørte det alle sammen: Mette meldte ud, at vores store elever kommer tilbage i en eller anden form. Vi er så klar – i hvert fald i tanken, for hvem vil ikke have sine elever retur?
Fra morgenstunden gav vi os selv lov til at gætte på tværs af skoler. Ville det blive de udsatte? Ville det blive kommunalt- eller måske regionsbestemt? Blev det lagt centralt et max antal, så vi ville blive tvunget til formiddag/eftermiddag? Vil det være fra på mandag? Måske var der blevet lyttet, og det vil være onsdag? Måske kan vi holde en lille smule store bededagsferie?
Og så kom dilemmaet: Turde vi sige, at vi faktisk ikke har plads?
Kolleger landet over, der var hurtige i deres udmeldinger og allerede begyndte at byde velkommen, skulle man selv melde ud – bare lidt? Andre kolleger meldte ud, at det kun vil være et par timer om dagen et par dage om ugen? Ville kravet om udearealer være lige som for de små? Er vi så på den?
Udmeldingen kom, og nu skal det filtreres kommunalt og lokalt. Og vi har fået tiden til det. En fuldstændig vidunderlig ting. Vi kan få lagt en ordentlig plan – og denne gang ved vi noget mere. Vi har haft en betatest. Og ja, de her er større, men de skal stadig lære at vaske hænder korrekt og overholde en masse restriktioner. Vi har ikke forældrene på samme måde på godt og ondt.
Teenagerne kommer endelig, og hvor har de været forsømt og også lidt lagt for had. Det bliver en både pædagogisk og didaktisk stor opgave. Og så det helt store fokus, når man har med udskoling, der kommer til at udfordre alle:
Det er stadig nødundervisning.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:28












































