Studerende på Københavns Professionshøjskole skal ikke lede længe efter arbejde, når de er færdige med deres pædagoguddannelse. (Arkivfoto)

Studerende på Københavns Professionshøjskole skal ikke lede længe efter arbejde, når de er færdige med deres pædagoguddannelse. (Arkivfoto) - Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix

Rift om nyuddannede pædagoger i hovedstadsområdet

Ni ud af ti dimittender fra pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole har fast arbejde inden for tre måneder, viser nye tal.

Udgivet: 29/10/2019

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Hvis man gerne vil være sikker på at få et arbejde, når man er færdiguddannet, så er pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole et rimeligt sikkert valg.

Nye tal fra højskolen viser, at ni ud af ti dimittender fra pædagoguddannelsen har fået job inden for tre måneder.

Det glæder Annegrete Juul, dekan for det pædagogiske og sundhedsfaglige fakultet på Københavns Professionshøjskole.

"Det er meget positivt, at vores dimittender kommer så hurtigt i arbejde. Det betyder meget som nyuddannet pædagog, at man er eftertragtet og hurtigt kan komme ud i praksis og bruge sin faglighed", siger Annegrete Juul.

De seneste tal viser, at der er indskrevet 6.124 studerende på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole. På landsplan er der ca. 17.000 pædagogstuderende, hvilket svarer til, at hver tredje pædagogstuderende bliver uddannet i hovedstadsområdet.

Der kommer flere og flere børn

Regeringen og støttepartierne på Christiansborg er blevet enige om et forståelsespapir, der indeholder minimumsnormeringer i landets daginstitutioner inden 2025. Det sker samtidig med, at prognoser fra Danmarks Statistik viser, at børnetallet stiger markant de kommende år. Især blandt de mindste børn og især i hovedstadsområdet.

"Der vil uden tvivl komme pres på uddannelsesinstitutionerne for at uddanne flere pædagoger, og her er det vigtigt for mig at sige, at det ikke kun handler om kvantitet, men i den grad om kvalitet. Det vil altså kræve et løft af pædagoguddannelsen, så vi sikrer, at vi også uddanner dygtigere pædagoger", siger Annegrete Juul.

"Vi er også nødt til at tænke i andre baner, så man f.eks. får flere til at søge ind på uddannelsen til meritpædagog. Og måske begynder at opsøge nye målgrupper for uddannelsen, som er klar på et sporskifte".

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen valgte i august 2019 at tilføre pædagoguddannelsen 127 millioner kroner for at løfte kvaliteten, men det bør ifølge Annegrete Juul blot være første skridt i en langsigtet investeringsplan, så pædagoguddannelsen får en væsentlig bedre finansiering.

Pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole har de senest år oplevet en tilbagegang i antallet af ansøgere. Det skyldes blandt andet, at ungdomsårgangene i disse år er mindre, samt at flere venter med at søge ind på en uddannelse.

Københavns Professionshøjskole har en dimensionering på 1.975 studiepladser, og samtlige 1.010 pladser på sommeroptaget til sommeroptaget er fyldt op, mens flere af pladserne til vinteroptaget stadig er ledige. Der er i øjeblikket åbent for vinteroptag på pædagoguddannelsen, og fristen for at søge ind udløber søndag den 3. november.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:24

Emner: Daginstitution, Uddannelse

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]