Forskellen på cykelstiernes beskaffenhed over kommunegrænserne får flere til at fravælge pendling på cykel.

Forskellen på cykelstiernes beskaffenhed over kommunegrænserne får flere til at fravælge pendling på cykel. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Forskel på cykelstier over kommunegrænser får pendlere til at lade cyklen stå

Der er klart potentiale for at få flere til at cykle mere til hverdag, viser undersøgelse fra SDU. Men mange steder oplever cyklister, at der er stor forskel på cykelstierne, når de skal krydse en kommunegrænse på vej til uddannelse eller arbejde, og det skaber utrygge forhold.

Udgivet: 04/08/2023

Del artiklen:

Bor du i Roskilde Kommune og arbejder i nabokommunen Egedal, kan du cykle ad Frederiksborgvej. I starten er der fin cykelsti, men ved kommunegrænsen ophører den brat, og du cykler lige ved siden af bilerne.

Denne og en række lignende situationer, som Ingeniøren i dag kortlægger, kan få mange til at droppe cyklen og i stedet tage bilen.

Ifølge en nylig undersøgelse fra Syddansk Universitet (SDU) er utryghed nemlig en af grundene til, at vi fravælger cyklen som transportmiddel i hverdagen – og spørger man Cyklistforbundets landsformand Jens Peter Hansen, er det den vigtigste:

"Vi plejer at sige, at der er tre ting, der er nødvendige, for at folk cykler: Det skal være trygt, det skal være sikkert, og det skal være fremkommeligt. Men hvis folk er bange for at cykle, så er de andre ting ligegyldige. Trygheden er det vigtigste," siger han.

At den tryghed kan ophøre brat ved en kommunegrænse, skyldes, at en kommune er sin egen vejmyndighed. Dermed er den ikke underlagt krav om samarbejde med nabokommunerne om at sikre en tryg, ensartet cykelinfrastruktur.

Ifølge SDU-forskernes undersøgelse er der ellers potentiale for, at hele 700.000 danskere over 15 år cykler mere til arbejde eller uddannelse, og Jens Peter Hansen fra Cyklistforbundet har et bud på, hvordan det kan ske:

"Det er et spørgsmål om økonomi. Investerer man i god cykelinfrastruktur, vil flere vælge cyklen frem for bilen, for det er ikke så mærkeligt, at folk ikke har lyst til at cykle, hvis forholdene er kritisable. Mange steder cykler man på trods af forholdene og ikke på grund af dem," siger Jens Peter Hansen til ing.dk.

I en skriftlig kommentar til Ingeniøren siger transportminister Thomas Danielsen (V), at det "næppe (kan) undgås, at der på kommunegrænserne er forskel på cykelstierne."

"Det er selvfølgelig ikke godt, hvis den forskel gør cyklisterne utrygge, men jeg forventer, at kommunerne, som jo har ansvaret for de kommunale veje, er opmærksomme på det og forenkler overgangen, hvor der er en reel risiko," siger Thomas Danielsen.

jornns

Læs også:
Millioner af kroner på vej til cykelprojekter

Sidst opdateret: 04/08/2023 - 08:46

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]