
I øjeblikket bruger halvdelen af landets kommuner Chromebooks sammen med forskelligt Google-software i skolerne. - Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Stadig ingen afgørelse om brug af Chromebook i skolerne
Afgørelsen, om skolernes brug af Chromebook og Workspace i undervisningen er i orden eller ej, bliver alligevel ikke klar til skolestart. KL har indleveret dokumentation for sikkerheden for sent, fortæller Datatilsynet.
Udgivet: 04/08/2023
Siden september 2021 har Datatilsynet været opmærksom på en række kommuner, hvor folkeskolerne ifølge tilsynet ikke værner nok om elevernes persondatasikkerhed. Det sker ikke mindst i brugen af Google-produkterne Chromebook og Workspace, hvor søgelyset især var rettet mod Helsingør Kommune tilbage i 2021.
Men selvom tilsynet i foråret annoncerede, at man ville komme med en afgørelse inden sommerferie i forhold til, om skolerne fortsat kunne bruge Chromebook og andre Google-produkter, så bliver afgørelsen udskudt. Det skriver Skolemonitor.
Meldingen er nu, at afklaringen ventes at komme "i løbet af august" eller "senest i starten af september."
Udskydelsen skyldes, at Kommunernes Landsforening, der står for at skulle dokumentere, at sikkerheden for både Chromebook og Workspace er i orden, ifølge Datatilsynet for sent indleverede dokumentation til styrelsen.
Omkring halvdelen af landets kommuner har uddelt Chromebooks til eleverne, men skolerne kan fortsat bruge dem, da Datatilsynets midlertidige tilladelse til at bruge computerne og softwaren gælder, mens sagsbehandlingen står på.
Sidst opdateret: 04/08/2023 - 11:51
Emner: Helsingør Kommune







































