
Mads Nikolajsen (SF), formand for børne- og ungdomsudvalget i Norddjurs, og Bettina Ugelvig Møller (S), formand for dagtilbud og familieudvalget i Furesø, har begge ambitioner om at forbedre uddannelsesniveauet blandt pædagoger i deres kommuner. - Foto: Norddjurs Kommune og Socialdemokratiet.
Byråd vil trodse pædagogmangel: Vi skal nok få fat i dem
Mens nogle kommuner kæmper for at opstøve pædagoger, sætter byråd i andre kommuner ambitiøse mål for andelen af pædagoger. 'Det giver et løft til daginstitutionerne, at vi ansætter uddannet personale,' siger udvalgsformand.
Udgivet: 31/05/2021
(Denne artikel blev bragt første gang 31. maj, 2021)
Målet om minimumsnormeringer i daginstitutionerne har blotlagt et åbenlyst problem: der mangler pædagoger. Men i nogle kommuner stiler byrådet alligevel efter at øge andelen af pædagoger.
Manglen på pædagoger ses specielt i og omkring København. Her har flere kommuner følt sig nødsaget til udelukkende at ansætte ufaglært personale i det seneste år. Det på trods af, at den politiske aftale i Folketinget om minimumsnormeringer fordrer, at andelen af uddannet pædagogisk personale skal opretholdes, når der opnormeres.
Det ser endda ud til, at underskuddet af pædagoger bliver endnu større. Ifølge en ny analyse fra Damvad Analytics, må man forvente, at der i 2030 kommer til at mangle 14.600 uddannede pædagoger på landsplan.
Men pædagogmanglen har tilsyneladende ikke ramt alle dele af landet lige hårdt. For mens man i visse kommuner kæmper med at nå i mål, har man i andre kommuner sat målsætninger, der overstiger regeringens krav.
Det gælder blandt andre i Norddjurs Kommune, hvor byrådet har besluttet, at nyansættelser ved opnormeringer i 2021 som udgangspunkt skal være pædagogisk uddannet personale.
“Det betyder i virkeligheden, at det kun er under helt særlige omstændigheder, hvis en større kabale skal gå op, at man vil kunne ansætte pædagogmedhjælpere. Ellers skal der kun ansættes uddannede pædagoger,” siger Mads Nikolajsen (SF), formand for Børne- og ungdomsudvalget i Norddjurs Byråd.
Omkring 58 procent af de ansatte i Norddjurs’ daginstitutioner har en pædagogisk uddannelse, og man har ikke valgt at sætte nogen konkret målsætning for, hvor meget dette tal skal stige. Men Mads Nikolajsen forventer en hurtig og stabil udvikling, så andelen ret hurtigt vil overstige 60 procent.
Der er endnu ikke ført nogen officiel protokol, men i de institutioner, hvor Mads Nikolajsen har forhørt sig, har man kun ansat uddannede pædagoger, siden aftalen blev vedtaget.
For børnenes skyld
Det kan måske vække opsigt, at man ligefrem satser på at forbedre uddannelsesniveauet, når aftalen om minimumsnormeringer kun stiller krav om at bevare status quo. Men for Mads Nikolajsen handler det om at udnytte muligheden, mens den byder sig:
“Det giver et løft til daginstitutionerne, at vi ansætter uddannet personale, og vi har gode uddannelsesmuligheder lokalt, som vi oplever en stor interesse for blandt de unge. Vi har ikke mangel på pædagoger, men vi vil fortsætte arbejdet med at få oprettet flere pædagogiske uddannelser, der kan være med til at give os en stærk fødekæde,” siger han.
Også i Randers Kommune har man sat en ambitiøs målsætning for uddannelsesniveauet på institutionerne. På nuværende tidspunkt har omkring 55 procent af det pædagogiske personale i kommunen en relevant uddannelse, og det tal skal stige til mindst 65 procent inden minimumsnormeringerne er færdigimplementeret.
Det forklarer Niels Erik Christensen (V), der er formand for kommunens børne-og familieudvalg:
“Vi har et højt ambitionsniveau, men det handler om, at vi har 100 procent fokus på, hvad der er bedst for børnene. Vi vil dem det bedste,” siger Niels Erik Christensen til NB-Kommune.
Han fortæller, at man har lavet en aftale med VIA University College i Randers om en merituddannelse, som skal gøre det lettere for pædagogmedhjælpere at blive uddannet til pædagoger.
“Vi håber på, at det hjælper. Om det er nok, det vil tiden vise,” siger Niels Erik Chistensen.
Rift om pædagogerne
Selvom hovedstadsregionen er særligt hårdt ramt af manglen på pædagoger, er det ikke alle kommuner i området, der lader være med at have ambitioner om at hæve pædagog-andelen. I Furesø Kommune vil man således kæmpe for en stigning fra omkring 57 procent til 60 procent uddannede pædagoger, mens minimumsnormeringerne bliver implementeret. Det siger Bettina Ugelvig Møller (S), udvalgsformand for dagtilbud og familier i kommunen.
"Der er ingen tvivl om, at der er rift om pædagogerne, for søren da. Men jeg tænker, at vi nok skal få fat i dem"
“De 60 procent er ikke et meget ambitiøst mål, men vi har haft godt held med at hente flere nye, uddannede pædagoger i forbindelse med, at vi har modtaget normeringsmidler,” siger Bettina Ugelvig Møller, der tilkendegiver, at hun gerne ser ambitionen opjusteret til 70 procent.
“Der er ingen tvivl om, at der er rift om pædagogerne, for søren da. Men jeg tænker, at vi nok skal få fat i dem. Vi har nogle ret interessante og meget forskellige dagtilbud, som kan fungere godt i forhold til at tiltrække nye pædagoger. Og så gør vi også, hvad vi kan for at opmuntre pædagogmedhjælpere til at tage en uddannelse,” siger Bettina Ugelvig Møller.
Sidst opdateret: 21/01/2022 - 11:16
Emner: Minimumsnormeringer, Randers Kommune, Furesø Kommune, Norddjurs Kommune, BUPL











































