Der er virkelige store muligheder for at få flere i job i Ishøj Kommune, hvis kommunen får frihed på beskæftigelsesområdet. Det anfører borgmester Merete Amdisen (S) og udvalgsformand Rasmus Ørvad Boné (K).

Der er virkelige store muligheder for at få flere i job i Ishøj Kommune, hvis kommunen får frihed på beskæftigelsesområdet. Det anfører borgmester Merete Amdisen (S) og udvalgsformand Rasmus Ørvad Boné (K). - Foto: Bo Amstrup Ritzau/Scanpix og privat.

Endnu en kommune vil være frikommune på beskæftigelsesområdet

Flere kommuner vil inderligt gerne være frikommuner på beskæftigelsesområdet. Nu melder Ishøj Kommune sig på banen med et budskab om, at kommunen har 'det største potentiale som frikommune på beskæftigelsesområdet' og henviser til sin multikulturelle borgersammensætning.

Udgivet: 10/08/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Ishøj Kommune syd for København vil meget gerne være en af de fire kommuner, der af staten får udstrakt forvaltningsfrihed på beskæftigelsesområdet. Og potentialet ved at bruge friheden netop i Ishøj er kæmpestort, mener borgmesteren.

Store kommuner som København og Aarhus har for længst meldt ud, at de hellere end gerne vil være fri for de mange vejledninger, regler og krav, der er på beskæftigelsesområdet. Og der vil uden tvivl være en del om buddet, når det snart afsløres, hvor mange der har søgt inden fristen, som var mandag 8. august.

Ishøj Kommune slår i en meddelelse om sin ansøgning på, at kommunen med sine mange indvandrere har et stort potentiale som frikommune på beskæftigelsesområdet.

”Vi er helt klart den kommune med det største potentiale for at gøre ledige klar til et arbejdsmarked, som lige nu hungrer efter arbejdskraft. Vi har helt særlige udfordringer, som vi kan vende til en styrke, hvis vi bliver sat fri til at gøre noget helt nyt i forhold til jobskabelse og uddannelse,” udtaler borgmester Merete Amdisen (S).

Kommunen mener, at den uden myriaden af krav og bureaukrati vil kunne "skabe helt nye løsninger skræddersyet til kommunens særlige borgersammensætning."

Se NB-Kommunes tema om frikommuner

Fra januar 2022 hjemtog Ishøj Kommune sit jobcenter fra det forpligtende samarbejde med Vallensbæk Kommune. Derfor er timingen for et frikommuneforsøg på beskæftigelsesområdet perfekt for Ishøj Kommune, fortæller formanden for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Rasmus Ørvad Boné (K).

”Med et helt nybygget jobcenter har vi prioriteret ressourcer til beskæftigelsesområdet. Vores dygtige medarbejdere er optaget af at gøre tingene på nye måder og tænke nyt og anderledes. De opbygger nye interne arbejdsgange og tænker ud af boksen. Derudover har vi samlet erhvervsområdet og beskæftigelsesområdet tæt under samme udvalg og ledelse for at sikre optimalt samspil mellem vores lokale erhvervsliv og jobcenteret,” siger Rasmus Ørvad Boné i meddelelsen fra kommunen.

Fakta om frikommuneforsøg

KL og regeringen aftalte i juni i økonomiaftalen for 2023, at fire kommuner skal have frikommunestatus på beskæftigelsesområdet. KL har gennem mange år argumenteret for, at den kommunale indsats via jobcentrene kan blive meget bedre, hvis den bliver mindre styret og reguleret fra Folketinget.

Læs også:
Økonomiaftale: Fire kommuner kan blive sat fri på beskæftigelsesområdet

Sidst opdateret: 09/08/2022 - 22:09

Temaer: Frikommuner

Emner: Jobcenter, Beskæftigelsesindsats, Ishøj Kommune, Frikommuneforsøg

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]