Ann Lindhardt og Mikael Ralf Larsen er to byrådspolitikere, der ikke mener, at samarbejdet fungerer optimalt blandt byrådets medlemmer.

Ann Lindhardt og Mikael Ralf Larsen er to byrådspolitikere, der ikke mener, at samarbejdet fungerer optimalt blandt byrådets medlemmer. - Foto: Privat / SF.dk

Hver niende lokalpolitiker: Samarbejdet i byrådet er dårligt

Samarbejdet mellem kollegerne i byrådet foregår ikke til alles til tilfredshed. Hver niende lokalpolitiker kalder ligefrem samarbejdet i byrådet ‘dårligt’ eller ‘meget dårligt’, viser rundspørge fra NB-Kommune.

Udgivet: 10/08/2022

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Det er en kendt sag, at bølgerne nogle gange går højt mellem byrådsmedlemmer og partier i arbejdet på rådhuset - i byrådssalen og ved udvalgsmøderne.

En ting er de politiske forskelligheder og brydninger, men noget andet er samarbejdsmiljøet politikerne imellem, der i nogle kommuner er presset. Det viser svarene på en rundspørge fra NB-Kommune, der har spurgt samtlige medlemmer af kommunalbestyrelserne i landets kommuner, hvad de mener om samarbejdet. Om det er 'særdeles godt', 'godt', 'ok', 'dårligt' eller 'meget dårligt'.

Af de 444 svar, der kom ind ved rundspørgen, viser det sig, at hvert niende medlem af kommunalbestyrelsen mener, at samarbejdet i byrådet er ‘dårligt’ eller ‘meget dårligt’. Lige under hver tredje byrådsmedlem mener, at samarbejdet er ‘ok’. Og heldigvis er de fleste dog tilfredse med samarbejdet, idet knap seks ud af ti vurderer samarbejdet til at være ‘godt’ eller ‘særdeles godt’.

(Artiklen fortsætter efter grafikken)

For Rasmus Tue Pedersen, seniorforsker i kommunalpolitik ved VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, er det ikke et overraskende resultat af undersøgelsen, at hvert niende byrådsmedlem beklager arbejdsklimaet:

“Jeg kan bestemt genkende fra VIVE's egne undersøgelser til, at der kan være stor forskel på, hvor godt samarbejdet i kommunalbestyrelsen fungerer."

"Vi har også tidligere belyst det i ‘Kommunalpolitisk Barometer 2021’, hvor vi blandet andet så, at 52 procent af byrådspolitikere mener, at der er politikere i deres byråd, som de ikke kan have en meningsfuld dialog med. Det er også cirka 30 procent af kommunalpolitikerne, der mener, at debatten i kommunalbestyrelsen er præget af upassende personangreb,” siger Rasmus Tue Pedersen til NB-Kommune.

Læs også:
Fire ud af ti byrådsmedlemmer: Dagsordenerne skal forkortes

Netop det personlige mere end de politiske forskelle har også fået gruppeformand for Venstre i Hørsholm Kommune Ann Lindhardt (V) til at slå ud i den negative ende af undersøgelsen, når det handler om samarbejdet i byrådet.

“Vi har nu i en periode på tre år haft ekstremt dårlig samarbejde og dårlig stemning. I sidste periode var det samme gænge. Hele byen ved det, og medarbejderne i kommunen ved det, når politikerne ikke har det okay med hinanden. Vi har jo et ansvar over for både borgere og medarbejdere,” siger Ann Lindhardt til NB-Kommune og uddyber om grunden til den dårlige stemning blandt politikerne - især under udvalgsmøderne:

“Det giver sig udtryk i, at man ikke taler pænt til hinanden. Nedladende bemærkninger. At man afbrydes. Men også den politiske del, hvor der ikke bliver taget hensyn til, at brede forlig er godt for alle - både politikere og borgerne, som jo har stemt på flere forskellige partier, for de skal jo også repræsenteres - ellers brækker et byråd over,” siger Ann Lindhardt.

Eva Sørensen er professor i kommunalt demokrati på Roskilde Universitet. Hun ser et godt samarbejde som afgørende i beslutningsprocesserne.

“Samarbejdet på kryds og tværs er helt afgørende for byrådene og dets beslutningsprocesser. De undersøgelser, jeg har lavet, peger på, at det med en ubehagelig stemning bliver svært at lave forlig og træffe beslutninger, der kommer borgerne til gode. De menneskelige relationer er altafgørende på tværs af partiskel.”

“Der skal være politiske stridigheder, for det er helt naturligt. Men byrådets evne til at bruge de politiske uenigheder positivt er vigtig i forhold til at skabe god stemning: At man kan samarbejde uanset politisk ståsted, det er vigtigt. Tillid på tværs er altafgørende for samarbejdet for ellers kan negativiteten sætte sig og bremse positiviteten,” siger Eva Sørensen.

Hun påpeger, at det for eksempel ofte er i en tumultarisk konstituering efter valget, at der sås de første spirer til et kommende, dårligt samarbejde.

Hun siger videre, at det er vigtigt, at man meget tidligt sætter ind, hvis der spreder sig en dårlig stemning blandt byrødderne - og at det ikke mindst er borgmesterens ansvar at sætte en positiv proces i gang. Ifølge NB-Kommunes undersøgelse mener flere end hver 10. medlem, at borgmesteren er dårlig eller særdeles dårlig til at lede byrådsarbejdet.

Mikael Ralf Larsen (SF) er byrådsmedlem i Lejre Kommune. Han er ikke tilfreds med samarbejdet, og det fører tilbage til valgkampen ved kommunalvalget 2021, mener han:

“Byrådet i Lejre var tidligere kendt for et rigtig godt samarbejdsmiljø, men sådan er det ikke længere. Det er gået i den anden retning. Det er blevet meget tydeligt med mere blokpolitik og få brede aftaler."

"Det var en hård valgkamp til tider og en smal konstituering. Men jeg vil ikke pege fingre ad blokkene, for det var ikke pænt på nogle af siderne, og det kan man stadig mærke på samarbejdsviljen i byrådsarbejdet. Tonen er blevet hård,” siger Mikael Ralf Larsen til NB-Kommune.

Om mulige konsekvenser af et dårligt samarbejdsklima i kommunalbestyrelsen siger Rasmus Tue Pedersen fra VIVE:

“En helt konkret konsekvens af dårligt arbejdsmiljø kan være, at det er med til at skubbe byrådspolitikere ud af politik. Hvor mange kommunalpolitikere, der stopper på baggrund af dårligt arbejdsmiljø, ved vi ikke, men det er helt oplagt, at arbejdsmiljøet og tidsforbruget kan have betydning for, om politikere ønsker at blive i byrådet."

Læs også:
Sag fra Randers sætter spot på værdien af bredt samarbejde

Sidst opdateret: 19/08/2022 - 14:26

Emner: Byråd, Byrådsarbejde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]