Af Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør Kommune

Som politikere interesserer vi os oftest for endemålet. Hvor står vi, hvad sker der, når vores beslutninger er ført ud i livet, og hvem får gavn af vores beslutninger Derimod bliver vejen fra ønske til mål tit glemt – og man ser bort fra, at der faktisk ligger rigtig meget værdi i selve vejen til målet.

Den samme kortslutning skete, da Helsingør Kommune blev frisat på dagtilbudsområdet i 2021. Allerede få måneder efter, vi blev sat fri, spurgte de første journalister os: Hvad har I så fået ud af det?

Men - når det drejer som om det aktuelle forsøg med frisættelse af dagtilbudsområdet, er processen i sig selv interessant nok en del af målet. Det er nemlig ikke bare en frisætning fra visse regler og retningslinjer. Det er i høj grad også en mental frisættelse, der finder sted hver dag ude i det enkelte dagtilbud, hvor fokus hele tiden er, at frisættelsen skal være med til at skabe mere kvalitet for børnene.

Nallerne væk

I Helsingør Kommune er vi midt i den her øjenåbner af en proces. Der er bred opbakning om projektet og kun ganske få kritiske røster. Det sidste kommer jeg tilbage til.

Vi sagde ja til at blive sat fri, fordi vi var så klar. Vi har arbejdet målrettet med kvalitet i dagtilbuddene gennem adskillige år. I 2018 blev et af vores dagtilbud hædret som Årets Dagtilbud. Vi var blandt de første til at indføre minimumsnormeringer, hvor vi følger BUPL's anbefalinger. Og så har vi et mål om 70 procent uddannede pædagoger i vores dagtilbud. Og meget mere.

Jeg tør godt prale: Vores dagtilbud i Helsingør Kommune gør det godt. Rigtig godt endda.

Derfor er det selvfølgelig grænseoverskridende både for politikere og embedsmænd at slippe grebet og frisætte de enkelte dagtilbud til selv at finde på. Selv at disponere friheden.

For tænk hvis nogen brokker sig over forandringen. Eller sammenligner dagtilbuddene og opdager, at dagligdagen ikke er ens. Og hvad med alle de ambitioner vi hver især som byrådsmedlemmer har for dagtilbuddene - er der ikke plads til at køre nogle af dem i stilling, nu hvor hverdagen er frisat for andre krav?

Nej. Vi øver os de her år på at holde nallerne væk. Det her handler om dem, der rummes i hverdagen i det enkelte dagtilbud: børn, medarbejdere og forældre.

Mental frisættelse

Signalerne derudefra er foreløbig positive. Forældrene har måske ikke mærket så meget til frisættelsen endnu, da corona har betydet en række benspænd. Men mellem børn og medarbejdere i de enkelte dagtilbud begynder der at ske noget.

Størrelsen på børnegruppper ændres, medarbejdernes arbejdstid ditto og et fravalg af dele af den pædagogiske læreplan kan give plads til helt nye aktiviteter med børnene.

Ideer man har talt om længe blandt medarbejderne bliver pludselig til virkelighed. Ikke fordi regler og retningslinjer egentlig spændte ben tidligere, men fordi der nu er momentum for forandringer. Der er givet 'GO' til at tænke nyt og prøve ideer af. En slags mental frisættelse.

Min fornemmelse er, at nogle har lettere ved at være i det end andre. Nogle dagtilbudsledere er nærmest i gang, før vi overhovedet trykkede på start-knappen, mens andre er lidt mere forsigtige. Det samme gælder medarbejderne og i sidste ende også forældrene.

Det er derfor også en tillidsøvelse på alle niveauer. Mellem politikere og embedsmænd og dagtilbudsledere. Mellem ledere og medarbejdere. Og mellem dagtilbud og forældre.

Benspænd fra FOA og forældrebevægelse

Det betyder også at mistillid kan spænde ben for processen og lysten til at udvikle lokalt. Og derfor ærgrer det mig også gul og grøn, når der de her dage går fagforeningspolitik eller særinteresser i udviklingen af dagområdet.

Når FOA rundt omkring i halen af en debat om normeringer forsøger at fremme uddannelsen af pædagogiske assistenter. Men det har jo ikke meget med normeringer at gøre, og kaster blot grus i maskineriet og forplumrer debatten om mere uddannet personale i dagtilbud og kommunernes ambition om at ansætte flere uddannede pædagoger.

Samme effekt har 'bidrag' fra den lokale forældrebevægelse – Forældrebevægelsen Helsingør – der med hjælp fra den håbløse regnemetode 'omsættermodellen' forsøger at anklage kommunen for ikke at have ordentlige normeringer, men derimod at børnene svigtes.

I Helsingør Kommune følger vi BUPL's anbefalinger om tre børn per vuggestuevoksen og seks børn per voksen i børnehavnen, hvor ledelsen er fraregnet – og det har vi i hovedtræk kun fået ros for. Det sluttede imidlertid brat fornylig, da forældrebevægelsen præsenterede sine tal udregnet efter 'omsættermodellen'.

Ifølge modellen er det en fordel at have mange lukkedage. Ja, det er faktisk rigtigt, men det passer ikke med virkeligheden. Og vi lokalt regnede efter fandt vi frem til, at skulle vi følge Forældrebevægelsens krav, så skulle Byrådet finde yderligere 100 mio. kr..

I forvejen bruger Helsingør Kommune 226 millioner på dagtilbudsområdet, hvor vi har minimumsnormeringer. Og forældrene ville med Forældrebevægelsens krav skulle yderligere til lommerne og betale op mod 1.500 kroner mere om måneden for at have et barn i vuggestuen.

Det kræver et særligt mod

Den slags papirnormeringer og mistillid til vores dagtilbud, synes jeg ærlig talt ikke vi har brug for. Jeg ønsker i stedet, at Forældrebevægelsen gik konstruktivt ind i arbejdet med frisættelsen og kom med deres indspark til processen, i stedet for at skælde ud på vores brug af den officielle måde at beregne normeringer.

Og det blev endnu mere ærgerligt, at forældreorganisationen FOLA ukritisk hoppede på Forældrebevægelsens vogn og pegede fingre af kommunen. Og hammer ærgerligt, at FOA prøver at få frisættelsen til at handle om, at vi skal ansætte flere pædagogiske assistenter.

Hvis vi skal lykkes med frisættelsen og skabe mere værdi for børnene, så er der behov for, at organisationerne smider deres kampparoler og i stedet kommer ind i kampen om, hvordan vi bruger de muligheder, der ligger i at blive sat fri. Den tilgang kræver selvfølgelig et særligt mod.

Frisættelsen kaster hver dag resultater af sig – små som større. Derfor glæder jeg mig selvfølgelig til at se, hvor vi står når projektperioden udløber om. Men for en gangs skyld har vi ikke travlt med at komme frem til endemålet.

Og skulle man fra centralt hold finde modet til yderligere frisættelse for eksempel fra de mest kafkaske dele af arbejdsmiljøloven, bygningsreglement med videre, der i dag hindrer de voksne i at bage med børnene, ja, så skal jeg være den første til at klappe og afprøve mulighederne i Helsingør Kommunes dagtilbud.