
Det er endnu ikke afgjort, hvordan flygtningene fra Ukraine skal fordeles i de enkelte kommuner. Der er ikke kommet så mange til Danmark på nuværende tidspunkt, men regeringen forventer, at der kommer 20.000. Det kan lægge et pres på kommunerne. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Se kort: Så mange flygtninge kan din kommune forvente
Mens KL har talt om ligelig fordeling af flygtninge, så lægger regeringen op til en matematisk fordeling. Se kortet ud fra den matematiske fordeling.
Udgivet: 16/03/2022
Der kan blive betydelige skævheder i fordelingen af de ukrainske flygtninge. Årsagen er, at der ved fordelingen "skal lægge afgørende vægt" på matematiske opgørelsesmetode, som Udlændingestyrelsen normalt bruger til at fordele flygtninge.
Det fremgår af bemærkningerne til det lovforslag, som regeringen i går sendte til høring, skriver NB-Økonomi.
I praksis vil det betyde, at der bliver store forskelle på, hvor mange ukrainske flygtninge, som de enkelte kommuner vil modtage. Ifølge den matematiske model - som man ifølge lovforslaget vil lægge "afgørende vægt" på - så skal seks kommuner slet ikke modtage nogen flygtninge, mens andre skal tage halvanden gange flere end deres befolkningstal tilsiger.
Det er navnligt den københavnske Vestegn som Ishøj, Albertslund og Høje-Taastrup, der ikke skal tage imod nogle flygtninge, såfremt man går frem efter Udlændingestyrelsens kommunekvotesystem.
NB-Økonomi har i nedenstående grafik analyseret, hvor mange ukrainske flygtninge de enkelte kommuner skal modtage som andel af deres befolkning. Udgangspunktet har været, at der alene sker en fordeling baseret på den fordeling, som den matematiske model tilsiger.
Strider mod KL's opfattelse
Selvom lovforslagets bemærkninger påpeger, at "Udlændingestyrelsen ved afgørelse om visitering vil lægge vægt på kommunernes forholdsmæssige andel, den pågældendes personlige forhold, samt forholdene i kommunen," så ændrer det altså ikke på, at man vil "lægge afgørende vægt" på den matematiske model.
Dermed tegner lovforslaget og især bemærkningerne en markant anden fordeling af de ukrainske flygtninge end den, KL lovede kommunerne efter aftalen med regeringen i fredags.
Her skrev KL eget nyhedssite Danske Kommuner, at "ukrainske flygtninge, der har fået ophold efter særloven, ikke skal indgå i landstallet for det forventede antal flygtninge, der kommer til Danmark. I stedet skal regeringen lave en særskilt fordeling, hvor personerne bliver jævnt fordelt mellem kommunerne."
Og det indgik angiveligt ikke i optikken hos KL's næstformand Martin Damm, at der skal lægges "afgørende vægt" på den matematiske model. Han sagde til Danske Kommuner:
"Derfor er det vigtigt, at denne her fordeling ikke bare bliver rent matematisk, men at den også anerkender dem, der har et netværk. De skal ikke flyttes rundt."
Det er på den baggrund ikke overraskende, at KL rejser spørgsmålet i sit høringssvar, som blev afleveret i morges klokken ni. Men det er til gengæld overraskende, at KL ikke i høringssvaret refererer til afsnittet i bemærkningerne om, at:
"Der vil ved afgørelse om visitering, som anført, blive taget udgangspunkt i den opgørelsesmetode (matematiske model), som Udlændingestyrelsen i dag benytter til at udregne og fastsætte regions- og kommunekvoter. Det betyder, at Udlændingestyrelsen ved afgørelse om visitering, skal lægge afgørende vægt på kommunernes forholdsmæssige andel."
KL vælger i stedet at minde regeringen om, at det i deres fælles aftale fremgår, at "fordelingen af personer med ophold efter særloven skal ske ved en særskilt fordeling, hvor der tilstræbes en jævn fordeling af den samlede integrationsopgave mellem kommunerne, så opgaven med at tage hånd om ukrainerne kan ske på bedste vis."
Herefter peger KL meget diplomatisk på, at:
"Det fremgår af lovforslaget, at Udlændingestyrelsen for hver kommune, fastsætter en forholdsmæssig andel af det samlede antal personer, som meddeles opholdstilladelse efter denne lov, som vil skulle boligplaceres i den pågældende kommune i det pågældende år. Endvidere fremgår det, at Udlændingestyrelsen ved afgørelse om visitering vil lægge vægt på kommunernes forholdsmæssige andel, den pågældendes personlige forhold, herunder nærtstående familie, samt forholdene i kommunen mv."
KL: Skæv fordeling kan give økonomiske udfordringer
Det er ifølge lovforslaget uklart hvad der skal ske, hvis en kommune allerede har modtaget et større antal ukrainske flygtninge end den matematiske model tilsiger, ganske enkelt fordi ukrainere er rejst ind i landet og taget ophold hos venner, bekendte eller frivillige. Det problemer peger KL også på i sit høringssvar.
Umiddelbart indikerer formuleringen i lovudkastet på, at Udlændingestyrelsen alene vil lade fordelingen af konkrete personer - men ikke antallet - påvirke af " udlændingens personlige forhold og forholdene i kommunen."
Det understreges af, at der i bemærkningerne til loven - efter en række relativ løs prosa om det ønskelige i at imødekomme hensyn til flygtninge personlige forhold - er et langt mere håndfast afsnit, som opstiller en række kontante krav til, hvornår Udlændingestyrelsen vil lade de personlige forhold overtrumfe den matematiske model:
"Udlændingestyrelsen skal således ved afgørelse om visitering bl.a. lægge vægt på, om den pågældende har godtgjort at have et faktisk og reelt jobtilbud, eller om der foreligger ganske særlige personlige forhold, herunder hvis den pågældende har nærtstående familiemæssig tilknytning til personer, der bor i Danmark, jf. bekendtgørelsens § 12." (vores fremhævninger red.)
Overfor det står et ønske fra KL om, at ministeriets meget mere aktivt skal inddrage kommunerne og deres ønsker.
"KL ønsker, at de pågældende kommuner, der allerede har flere ukrainere boende, end kvoten tilsiger, bliver hørt, inden der træffes en visitationsafgørelse ift. om de ønsker at beholde dem."
For eksempel er 1,6 procent af Vesthimmerlands arbejdsstyrke fra Ukraine. Men Vesthimmerlands andel af de nye flygtninge udgør kun 0,8 procent af det samlede antal flygtninge. Hvor København kan forvente ud fra den matematiske model at tage imod 5,7 procent af antallet af flygtninge, selvom kun 0,1 procent af arbejdsstyrken i København er fra Ukraine.
Sådan har vi gjort
Fordelingsnøglen på flygtninge i de enkelte kommuner er udregnet på baggrund af kommunekvoter, som Udlændingestyrelsen har offentliggjort 22. december 2021. Dengang antog man, at der ville komme 1100 flygtninge i 2022. De blev fordelt på 92 kommuner.
Vi har taget den fordeling og set på, hvor mange flygtninge hver kommune ville få, hvis der kom 20.000 flygtninge, som er det tal, regeringen forventer på grund af krigen i Ukraine.
Derudover har vi regnet ud, hvor mange flygtninge det svarer til af andelen af befolkningen i den pågældende kommune. Her har vi brugt folketal fra 1. kvartal 2022 i FOLK1a fra Danmarks Statistik.
Bemærk, at den matematiske fordeling kan blive påvirket, når en kommune modtager nye flygtninge, og derfor kan der opstå mindre afvigelser, som ikke er medregnet i vores tal.
Sidst opdateret: 16/03/2022 - 09:41
Emner: Flygtninge







































