
Oksbøllejren eksisterede fra 1945-1949. Den husede igennem årene op mod 100.000 tyske flygtninge. Snart åbner museet FLUGT på samme sted. - Foto: BIG - Bjarke Ingels Group
Dronningen indvier Danmarks nye museum for flygtningehistorier
Til sommer får Danmark et nyt museum i international topklasse, når FLUGT – Refugee Museum of Denmark slår dørene op. Et museum, der er dedikeret til flygtninge og deres historier.
Udgivet: 31/05/2022
Lørdag 25. juni indvier dronning Margrethe H.M. Dronningen det nye museum FLUGT i Oksbøl tæt på den jyske vestkyst.
Dronningen får til indvielsen selskab af Tysklands vicekansler Robert Habeck, to danske ministre og Tysklands minister for internationale kulturspørgsmål.
I slutningen af Anden Verdenskrig ankom 250.000 civile tyskere til Danmark efter en dramatisk og voldsom flugt. 35.000 af dem endte i Oksbøllejren. Det er i lejrens oprindelige hospital, at FLUGT nu er opført.
Med den historiske lejr som ramme fører museet formidlingen af flygtningehistorier op til i dag. Gennem personfortællinger møder vi de mennesker, der er flygtet til Danmark fra lande som Rusland, Tyskland, Ungarn, Vietnam, Chile, Libanon, Iran, Bosnien, Syrien, Afghanistan og helt aktuelt Ukraine.
Claus Kjeld Jensen, direktør for Vardemuseerne:
"Med FLUGT vil vi fortælle den for mange ukendte historie om den største flygtningestrøm, Danmark nogensinde har modtaget. Men FLUGT ser ikke alene tilbage, men er også forankret i nutiden. Vi formidler de universelle fortællinger om det at være et menneske på flugt. Fortællinger, som vedrører os alle – uanset herkomst og nationalitet. Vi vil gøre tal til mennesker."
FLUGT er tegnet af den verdenskendte tegnestue BIG - Bjarke Ingels Group, som også har tegnet publikumssuccesen Tirpitz, der siden sin åbning i 2017 er besøgt af 1 million gæster.
Fakta
- Til indvielsen deltager: H. M. Dronningen, Tysklands vicekansler Robert Habeck, udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek, indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen, tysk minister for internationale kulturspørgsmål Katja Keul og museets arkitekt, Bjarke Ingels.
- Den tyske stat og delstaten Slesvig-Holsten har ekstraordinært støttet opførelsen af museet med 11 millioner kroner.
- Tinker Imagineers står bag udstillingsdesignet.
- Udstillingen FLYGTNINGE TIL ALLE TIDER fortæller med udgangspunkt i FN's flygtningekonvention historien om flygtningestrømme gennem det seneste århundrede.
- Oksbøllejren eksisterede fra 1945-1949. Den husede igennem årene op mod 100.000 tyske flygtninge. Da lejren var størst, svarede den til Danmarks femtestørste by.
- Læs mere om FLUGT - Refugee Museum of Denmark på www.flugtmuseum.dk.
Sidst opdateret: 31/05/2022 - 10:02
Emner: Flygtninge







































