Rigtig mange dagtilbud og pasningsordninger har tilmeldt sig en ny platform for kundetilfredshed.

Rigtig mange dagtilbud og pasningsordninger har tilmeldt sig en ny platform for kundetilfredshed. - Foto: SH-Grafik

Indviklet kommunal hjemmeside fik mor til at lave 'Trustpilot' for dagtilbud

Vi har vænnet os til kundetilfredsheds-platforme som Trustpilot, når vi bestiller rejser og går på restaurant, men hvad med offentlig velfærd? En kvindelig iværksætter har skabt en platform, hvor forældre kan score deres institution - offentlig som privat - på forskellige parametre.

Udgivet: 31/05/2022

Del artiklen:

Drop udbudsmodellen og giv borgerne en voucher, lød for nyligt i et debatopslag på OPS-Indsigt af tidligere folketingsmedlem May-Britt Kattrup.

Med det udsagn placerede hun borgerne som de reelle indkøbere af velfærdsydelser, men hvis man ikke ved, hvor der er godt at købe ind, kan det ene tilbud fremstå lige så godt som det andet.

Kommunernes hjemmesider er ikke altid lige overskuelige, hvis du for eksempel, som nybagt forældre skal finde informationer om kommunens dagtilbud. Det skriver OPS-Indsigt.

Den oplevelse havde i alt fald Mette Topholm, da hun for nogle år siden skulle vælge institution til sit barn.

”Kommunens hjemmeside var indviklet, og jeg kunne ikke rigtig læse mig frem til, hvad der var godt og skidt,” siger hun til DR-nyheder

Det fik hende til at lave hjemmesiden 'Vores små', hvor man ligesom på Trustpilot kan finde, læse om og vurdere dagtilbud i hele landet.

Af hjemmesiden, som er lanceret her i 2022, fremgår det, at der er oplistet over 3.400 dagtilbud og pasningsordninger. Offentlige såvel som private, men det er ikke tydeligt, hvor mange der reelt har tilmeldt sig.

null

Det er et gratis tilbud, hvor daginstitutioner kan skrive sig op og forældre kan score deres institution på forskellige parametre, som oplevelse af modtagelse, afhentning, normering, faglighed, aktiviteter og indsats for det enkelte barn.

BUPL er ikke begejstret

Vi har vænnet os til den slags kundetilfredshedssystemer, når vi skal vælge hotel, restauranter, rejser og selv webshops, men hvad med velfærd?

Hos pædagogernes fagforening BUPL er man ikke begejstret.

”Det er vigtigt, at vi ikke gør vores institutioner til en slags supermarkeder, som man shopper imellem, som man gør med pizzeriaer, en restaurant eller et par nye gummisko,” siger formand for BUPL, Elisa Rimpler,

Hun mener, at den type af anmeldelser er meget lidt brugbare, når det gælder dagtilbud og udtrykker bekymring for, at det meget hurtigt bliver en subjektiv vurdering. Endelig peger hun på, at virkeligheden jo også er den, at der kan opstå konflikter mellem forældre og pædagoger i en institution, og hvis forældrene efterfølgende kun giver én eller ingen stjerner til institutionen, så ved andre jo ikke, hvad der ligger bag.

Hun rejser udfordringen ved, at der i forhold til mange kunde-tilfredsheds-platforme er kommentarspor, hvor virksomhederne kan få en til tider grov medfart.

Den udfordring er Mette Topholm opmærksom på, og derfor er det ikke muligt på 'Vores små' at kommenterer på andre anmeldelser.

null

Sidst opdateret: 31/05/2022 - 09:15

Emner: Daginstitution, Dagpleje, Børnehaver, Vuggestuer, Dagtilbud

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]