
En del flygtninge inklusive børn vender hjem til Ukraine. Det kan mange kommuner tale med om. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Hver tredje krigsflygtning i kommune er rejst hjem
Millioner er flygtet fra krigen i Ukraine, men nu tager mange turen hjem igen. I en sjællandsk kommune er mere end hver tredje krigsflygtning vendt hjem, og i andre kommuner ser man også en tydelig tendens.
Udgivet: 21/06/2022
Mens over fem millioner ukrainere ifølge FN er flygtet fra russiske bomber og belejringer, så tager mange af krigsflygtningene nu den modsatte tur over hjemlandets grænser.
Det er tilfældet i nordsjællandske Furesø Kommune, hvor over hver tredje krigsflygtning, der har fået midlertidig opholdstilladelse, er rejst tilbage til Ukraine.
16. juni havde kommunen registreret 180 indrejste ukrainere. 63 af dem er rejst hjem igen.
Det oplyser Mette Ertmann Palsbjørn, sekretariatsmedarbejder hos Furesø Kommune, til Fagbladet 3F.
- Vores indtryk er, at de primært rejser hjem, fordi der ikke længere er krigshandlinger i deres hjemby. Vi hører også, at de er glade for at vende hjem til deres mænd og børnene til deres fædre. Der er nok også en afsmittende effekt. Når først nogle begynder at rejse, følger andre efter, siger Mette Ertmann Palsbjørn til Fagbladet 3F.
Se NB-Kommunes tema om ukrainske flygtningeHun vurderer, at Furesø Kommune er blandt de kommuner, hvor flest ukrainske krigsflygtninge er rejst hjem.
Hverken Udlændingestyrelsen eller Kommunernes Landsforening (KL) har på nuværende tidspunkt overblik over, hvor mange ukrainere der er rejst hjem igen.
Men Fagbladet 3F har tal fra fem andre kommuner fra perioden 24. februar til 24. maj, som klart indikerer, at Furesø Kommune skiller sig ud med særligt mange hjemrejste ukrainske krigsflygtninge.
Struer Kommune oplyser, at 183 ukrainske flygtninge har fået opholdstilladelse. Skønsmæssigt er 15 personer udrejst igen.
Svendborg Kommune har modtaget 133 ukrainske flygtninge, fordelt på 75 voksne og 58 børn. Seks voksne samt tre børn har valgt at rejse hjem til Ukraine igen.
Vejle Kommune har fået 401 ukrainske flygtninge med opholdstilladelse, som fordeler sig på 238 voksne og 163 børn. 28 er rejst tilbage til Ukraine – 18 voksne og 10 børn.
Lolland Kommune har taget imod 61 voksne og 45 børn, og her er otte voksne og tre børn siden udrejst.
Fanø Kommune skulle have modtaget ni flygtninge, men to har forladt Danmark inden ankomst til Fanø, så antallet endte på syv.
Erhvervslivet var aktivt
Mette Ertmann Palsbjørn oplyser, at Furesøs erhvervsliv spillede en aktiv rolle i forbindelse med modtagelsen af flygtninge fra Ukraine. Det skriver Fagbladet 3F.
Produktionsvirksomheden Aasted i Farum arrangerede i marts 2022, at to busser hentede en gruppe ukrainere til Furesø fra virksomhedens fabrik Daniko i byen Chernyakhvi omkring 150 kilometer vest for Ukraines hovedstad, Kyiv.
Virksomheden tilbød at hente de pårørende til arbejdere på fabrikken efter Ruslands invasion af Ukraine i februar.
98 pårørende til medarbejdere på fabrikken valgte at stige på busserne til Danmark. Det var hovedsagelig kvinder og børn, som nu altså i større stil vender tilbage.
Mænd har forbud mod at forlade Ukraine, hvis de er i den kampdygtige alder mellem 18 og 60 år.
Udlændingestyrelsen har ikke et fyldestgørende kendskab til, hvor mange af de 23.153 krigsflygtninge, som pr. 16. juni har fået midlertidig opholdstilladelse, der er rejst tilbage til Ukraine.
Det skyldes, at der ikke er systematisk kontrol ved indrejsen, ligesom mange ukrainere har kunnet indrejse visumfrit, hvor styrelsen heller ikke automatisk inddrages eller orienteres, når folk ønsker at forlade landet igen.
Sidst opdateret: 21/06/2022 - 12:37
Emner: Integration, Flygtninge







































