Manglen på sosu'ere til ældreplejen bliver mere og mere presserende. Nu håber nogle, at flygtende ukrainske kvinder kan blive en del af løsningen.

Manglen på sosu'ere til ældreplejen bliver mere og mere presserende. Nu håber nogle, at flygtende ukrainske kvinder kan blive en del af løsningen. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (arkiv)

Cirka 33.000 gange i fjor søgte kommuner og sygehuse forgæves efter en sosu

Manglen på sosu'ere bliver mere og mere akut. Alene i 2021 måtte blandt andre kommuner og sygehuse i cirka 33.000 tilfælde give fortabt i deres jagt på at få ansat sosu'ere. Manglen på hænder er en tikkende bombe under ældreplejen, siger professor.

Udgivet: 09/03/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

I øjeblikket håber man i nogle kommuner og sygehuse, at blot nogle af de kvinder, som nu flygter fra Ukraine, vil slå sig ned i Danmark og arbejde inden for ældreplejen. Det mindelige håb hænger sammen med, at kommunerne mere og mere desperat må lede efter sosu'ere, som vil pleje de ældre.

Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) taler et mere og mere alvorligt sprog om manglen på det, som nogle kalder 'varme hænder' til ældreplejen.

Hvert kvartal opgør STAR, hvor ofte arbejdsgivere forgæves har søgt efter en medarbejder - eller har måttet besætte job med personer, der ikke havde de ønskede kvalifikationer. Den seneste opgørelse fra december 2021 viser, at i det halve år fra marts til august 2021, var antallet af forgæves rekrutteringer:

  • Social- og sundhedsassistenter: 9.490
  • Social- og sundhedshjælpere: 7.240

Da ovenstående tal er for et halvt år - og da intet markant på arbejdsmarkedet for sosu'ere ændrede sig i løbet af 2021 - kan man godt gange tallene med to for at få et billede af hele 2021. I det tilfælde bliver antallet af forgæves rekrutteringer 33.460 for sosu'erne i 2021.

Professor: Ved politikerne hvad der er udsigt til?

Når man ser på den nuværende mangel på medarbejdere i ældreplejen, så er det interessant at sammenholde det med nogle andre tal:

Antallet af danskere over 80 år, hvoraf en stor andel vil være plejekrævende, ventes at stige fra de nuværende godt 270.000 til 560.000 borgere i 2045.

"Det er ikke for meget at sige, at manglen på medarbejdere er en tikkende bombe under sundhedsvæsenet, især under sygehusene og ældreplejen. Jeg kan godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt regeringen og politikerne er klar over, hvor alvorlig denne her situation egentlig er," siger Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, til Politiken.

Kommunernes Landsforening har skønnet, at der årligt skal uddannes omkring 3.000 flere sosu-elever for at imødekomme behovet især i ældreplejen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er godt klar over den 'tikkende bombe' med mangel på arbejdskraft.

"Vi er pinligt bevidste om den enorme udfordring, vi står overfor. Og vi er i gang med at gøre noget ved problemet, men jeg er helt enig i, at der er brug for mange flere indsatser, for det her handler om kvaliteten af vores velfærd," siger Peter Hummelgaard til Politiken.

Han peger i Politiken på, at manglen på hænder er baggrunden for, at ledige nu kan få en højere dagpengesats, hvis de giver sig selv et uddannelsesløft, så de kan få et arbejde i eksempelvis ældreplejen.

Læs også:
158.000 forgæves rekrutteringer det seneste halve år

Sidst opdateret: 09/03/2022 - 11:09

Temaer: Rekruttering

Emner: Ældrepleje, FOA, Rekruttering

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]