En ny undersøgelse fra Socialstyrelsen viser, at kommunerne er presset af væksten i målgruppen af børn og unge med udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser.

En ny undersøgelse fra Socialstyrelsen viser, at kommunerne er presset af væksten i målgruppen af børn og unge med udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Ny rapport: Diagnosebørn presser kommunerne

Over 90 procent af kommunerne er udfordret af børn og unge med udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser. Særligt antallet og kompleksiteten er en udfordring, viser ny undersøgelse.

Udgivet: 09/03/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Kommunerne er presset. Ni ud af ti kommuner oplever udfordringer i arbejdet med børn og unge med udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser - populært kaldet diagnosebørn. Det viser en ny rapport fra Socialstyrelsen, skriver NB-Social.

Udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser dækker blandt andet over børn og unge med autisme eller ADHD.

Der er særligt to udfordringer. Den ene er væksten i målgruppen, mens den anden går på kompleksiteten i forstyrrelserne.

Væksten i målgruppen giver kommunerne en række udfordringer, da tilbudskapaciteten er utilstrækkelig. Også selvom kapaciteten er blevet udvidet flere gange, fremgår det af rapporten fra Socialstyrelsen.

"Jeg har et dagbehandlingstilbud også, hvor jeg igennem de sidste fem år har udvidet tilbuddet ad to omgange og har nu udvidet sådan, så det bliver 50/50, så halvdelen af det er almindelige børn inde fra børne- og familieområdet, altså udsatte børn, og halvdelen af det er altså børn inde fra diagnoseområdet. Og vi kommer til at udvide endnu en gang her næste år igen," fortæller en anonymiseret børne- og familiechef i rapporten.

Der er i mange kommuner fokus på at sikre den rette balance mellem almenområdet og specialområdet, da en udvidelse af tilbudskapaciteten kan have konsekvenser for almenområdet.

Hvor skal man starte?

Den anden store udfordring for kommunerne er kompleksiteten i forstyrrelserne og tilstedeværelsen af flere diagnoser hos det enkelte barn eller unge. Når der er flere diagnoser, kan det være svært for de fagprofessionelle at vurdere, hvor de skal starte.

”[M]ange børn får flere diagnoser, hvilket egentlig komplicerer lidt, hvor skal man tage fat. Hvad er egentlig det primære, man skal tage fat i (…)?" spørger en anonymiseret unge- og familiechef.

Flere kommuner har positive erfaringer med at have et godt samarbejde på tværs af fagligheder og sektorer. Her kan man understøtte det tværfaglige samarbejde ved at placere relevante parter tæt på hinanden og referere til én fælles ledelse.

Socialstyrelsens undersøgelse er en kvalitativ opfølgning på en undersøgelse af den kommunale sektors udfordringer og behov på socialområdet fra efteråret 2020. Den undersøgelse tog udgangspunkt i en landsdækkende survey blandt kommunerne. De har både lavet en undersøgelse på børne- ungeområdet og voksenområdet.

De har talt med en række informanter fra kommunerne med viden på tværs af børne- og ungeområdet og voksenområdet.

Læs mere om undersøgelsen på voksenområdet her:

Læs også:
Brug for sundhedsfaglige kompetencer på det sociale voksenområde

Sidst opdateret: 09/03/2022 - 15:33

Emner: Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]