
Flere partier i Frederiksberg Kommune vil reklamer for pengespil til livs i den offentlige transport. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kommune vil droppe betting-reklamer i den offentlige transport
Snart kan det være slut med reklamer for pengespil i både busser, metroen og S-tog på Frederiksberg.
Udgivet: 25/01/2022
Et flertal bestående af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale og SF vil droppe reklamer for pengespil i den offentlige transport.
Således stiller de fire partier med et fælles forslag, som er på dagsordenen til et møde i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg mandag aften. Herefter skal det oplyses yderligere og behandles i udvalg, inden det vedtages endeligt.
Det skriver TV 2 Lorry.
- Det bunder i en bekymring for afhængighed. VI ser flere annoncer for pengespil og flere, der bruger pengespil, siger Lone Loklindt (RV), der er 1. viceborgmester i Frederiksberg Kommune, til TV 2 Lorry.
Hun er især bekymret for de mange børn og unge, der dagligt benytter den offentlige transport, og som bliver eksponeret over for reklamerne.
- For nogle unge kommer det så vidt, at de begår selvmord som følge af ludomani. Jeg mener, vi som politikere har et ansvar for at skærme vores børn til et godt liv, siger Lone Loklindt.
I dag er reklamer for pengespil målrettet børn allerede reguleret i Spilleloven. Og her står der, at markedsføring af spil ikke i hverken kommunikationsudformning eller medievalg må målrettes børn og unge under 18 år.
- Det er fint. Men det er jo de samme børn og unge, der bruger busserne og metroen, hvor reklamerne er, siger Lone Loklindt.
Hun er åben for et samarbejde med Københavns Kommune for at få standset reklamerne.
Begge kommuner er nemlig medejere af både Movia og Metroselskabet, hvor ejerkredsen blandt andet kan regulere hvilke reklamer, der bliver vist på stationer og i busserne, men det er ikke noget, de enkelte kommuner kan beslutte.
- Ifølge loven er reklamer for pengespil jo ikke forbudt, og det kan vi heller ikke bestemme som kommune. Men vi kan tage det til ejerkredsen i Movia og Metroselskabet, hvor vi skal finde et flertal for at droppe reklamerne, siger Lone Loklindt til TV 2 Lorry.
Hos Spillebranchen, der er brancheforening for udbydere af onlinespil på det danske marked, er man overrasket over forslaget.
Her ville man gerne være blevet kontaktet af Frederiksberg Kommune allerede på nuværende tidspunkt, men man har intet hørt.
- Det er selvfølgelig op til den enkelte kommune at beslutte, men jeg ville have ønsket, vi var blevet kontaktet, så vi måske kunne have haft en dialog om, hvad der er i reklamerne, og om der var noget, man kunne gøre anderledes, siger Morten Rønde, der er direktør i Spillebranchen til TV 2 Lorry.
Sidst opdateret: 24/01/2022 - 20:22
Emner: Transport, Frederiksberg Kommune








































