Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst siger, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at lempe på anbefalingerne for isolation.

Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst siger, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at lempe på anbefalingerne for isolation. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Smittede kan nu afbryde isolation når symptomer stopper

Nære kontakter skal fremover ikke isolere sig. Desuden kan man afbryde selvisolation, når symptomer ophører. Læs de nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen her.

Udgivet: 25/01/2022

Del artiklen:

Fremover kan smittede afslutte selvisolation, når de ikke længere har symptomer på coronavirus, og der er gået fire dage fra testtidspunkt.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen. Styrelsen oplyser desuden, at de nye anbefalinger træder i kraft med det samme.

Har man ikke symptomer, skal man isolere sig i fire dage, efter at man har fået et positivt PCR-svar. Desuden skal nære kontakter til smittede ikke længere isolere sig, medmindre at man får symptomer. Nære kontakter skal tage en lyntest eller PCR-test tre døgn efter, at den smittede person er testet positiv.

Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, fortæller, at der skal være en balance mellem den situation, man står i, og de anbefalinger der er.

- Vi har i den seneste tid set, at der har været en ret stor stigning i antallet af smittede, og rigtig mange har derfor siddet hjemme i selvisolation. Det har haft store konsekvenser for mange arbejdspladser, der har haft svært ved at få det til at hænge sammen.

- Vi vurderer, at det er forsvarligt at ændre på anbefalingerne, fordi vi har en høj immunitet, som både skyldes, at rigtig mange er blevet vaccineret, og at der er mange, der har været smittet med omikron, siger hun.

Får man symptomer på covid-19, skal man isolere sig og få en PCR-test hurtigst muligt. Helene Probst fortæller, at de nye anbefalinger vil føre til mere smitte i samfundet.

- Med anbefalingerne fokuserer vi der, hvor risikoen er størst.

- Vi ved at risikoen er størst hos dem, der har symptomer, og hos dem, der er testet positive, inden de får symptomer. Det er her, vi fokuserer og anbefaler selvisolation, siger hun.

Det giver mening at lempe på anbefalingerne om isolation, sådan som Sundhedsstyrelsen nu gør, vurderer professor i infektionsmedicin Lars Østergaard, Aarhus Universitet.

- Man må nok forvente, at der kommer nogle flere smittede, når man ændrer isolationsanbefalingerne. Men omvendt har vi en omikronvariant, der gør, at mange bliver smittet, men få bliver alvorligt syge.

- Var lempelsen kommet i en situation, hvor deltavarianten var dominerende, var sagen en anden, siger han.

Professor emeritus i infektionssygdomme Eskild Petersen, Aarhus Universitet, er enig.

- Selvfølgelig er der en øget risiko for at sprede smitte, når du lemper på anbefalingerne.

- Men omvendt kan vi jo heller ikke have en situation, hvor vi ikke kan skaffe sundhedspersonale og skolelærere, fordi mange er i karantæne eller i isolation.

- Der må man vægte det samfundsmæssige perspektiv, siger Eskild Petersen.

Fakta

* Det anbefales at gå i selvisolation, så snart man får symptomer. Man bør hurtigst muligt tage en PCR-test.

* Det anbefales, at man ved positivt prøvesvar fortsætter selvisolationen, indtil man ikke længere har symptomer. Det bør dog ikke være kortere end fire døgn fra det tidspunkt, man fik taget testen.

* Før var anbefalingen, at man forblev i selvisolation til 48 timer efter, at man var symptomfri.

* Hvis man har milde eller ingen symptomer, anbefales det, at man går i selvisolation i fire døgn, efter at man har fået et positivt prøvesvar fra en antigentest eller PCR-test.

* Er man testet positiv ved en antigentest og er symptomfri, bør man hurtigst muligt tage en PCR-test.

* Er man symptomfri og får taget PCR-test som den første test, skal man ikke selvisolere, mens man venter på svar.

* Får man symptomer, skal man fortsætte sin selvisolation, indtil man ikke har symptomer mere. Det må dog ikke være kortere end fire dage fra testtidspunktet.

* Er der smittede i ens husstand, anbefales det, at man tager en antigentest eller PCR-test tre døgn efter, at den smittede person har fået sit svar. Man skal ikke gå i selvisolation, hvis man har smitte i hustanden.

* Har man arbejde, hvor man er i kontakt med patienter, ældre eller stærkt immunsvækkede personer, anbefales det, at man bærer en kirurgisk-maske type II i tre døgn efter, at man har brudt sin selvisolation, eller indtil man har negativt svar på en PCR-test tre døgn efter, at man har været i kontakt med en smittet i sin husstand.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

jornns - /ritzau/

Sidst opdateret: 24/01/2022 - 23:23

Emner: Genåbning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]