
"Det har været svære forhandlinger, for ikke alle partier ved bordet har været lige optagede af at sikre rammerne for, at miljø og fødevareproduktion kan gå hånd i hånd," skriver Troels Lund Poulsen i et opslag på Facebook. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Troels Lund Poulsen er "dybt uenig og ked af" offentlig debat om splittet Venstre
"Jeg har respekt for synspunktet, selvom jeg er dybt uenig og ked af, at debatten nu skal tages i offentligheden," skriver Venstre-formanden forud for afstemning om kvælstofregulering.
Udgivet: 31/08/2026
Forud for den afgørende tredjebehandling af forslaget om kvælstofregulering i Folketinget på torsdag, har Troels Lund Poulsen (V) i weekenden meldt sig på banen efter den kritik, som der internt i Venstre er blevet rejst.
Troels Lund Poulsen ærgrer sig over, at både Venstres MF'ere og kommunale bagland offentligt har kritiseret partilinjen, hvor det blandt andet er blevet påpeget, at det vil slagte landdistrikterne.
"Nogle i Venstre ser anderledes på den aktuelle sag og mener, at vi skal forlade treparten ved at stemme imod det lovforslag, som behandles i næste uge," skriver han i et opslag på Facebook.
"Jeg har respekt for synspunktet, selvom jeg er dybt uenig og ked af, at debatten nu skal tages i offentligheden," understreger han.
Protester
Ugen er begyndt med protester, hvor landmænd med traktorer har spærret Sallingsundbroen forud for det stormøde klokken 15.00 til 19.00, som Landbrug & Fødevarer har inviteret til. Det skriver DR. Her ventes op mod 4.500 mennesker at deltage.
Kvælstofregulering vil særligt indskærpe landbrugets virksomheder, og det er ikke alle i baglandet, der kan bakke op om det, selvom forslaget er aftalt som led i den grønne trepart, som partiet har bakket op om i sin regeringstid under SVM. Troels Lund Poulsen påpeger også, at det har været hårde forhandlinger.
"Det har været svære forhandlinger, for ikke alle partier ved bordet har været lige optagede af at sikre rammerne for, at miljø og fødevareproduktion kan gå hånd i hånd," skriver han i opslaget.
"Men vi har gjort vores indflydelse gældende og fået tingene flyttet i en bedre retning. Og det skal vi blive ved med," skriver han.
Borgmestre frygter kollaps af grøn trepart
Flere borgmestre i jyske kommuner frygter, at arbejdet med den grønne trepart kan være spildt, hvis loven bliver stemt igennem.
Marianne Bredal, der er Venstre-borgmester i Struer Kommune, frygter, at aftalen sætter en stopper for den grønne trepart, hvis ikke den udskydes et år. Det siger hun til Danmarks Radio.
"Vi har et Folketing og en regering, der taler om Danmark i balance. Samtidig laver de en massakre på landdistrikterne – det er mig helt ubegribeligt," siger hun til DR.
Niels Jørgen Pedersen, der er Venstre-borgmester i Thisted Kommune, har heller ikke meget til overs for aftalen.
"Hvis det var mig, ville jeg også stemme imod. I respekt for mit bagland og i respekt for den aftale (den grønne trepart red.), der er indgået," siger han til TV 2.
I skrivende stund har fire ud af 18 i Venstres folketingsgruppe meldt ud, at de vil stemme imod aftalen på torsdag. Læs mere her:
Sidst opdateret: 31/08/2026 - 11:16












































