
- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kommunalordfører vil skærpe sanktioner mod kommuner der snager i borgeres data
Danmarksdemokraternes kommunalordfører, Karina Adsbøl, har efterlyst et svar fra justitsminister Nicolai Wammen (S) på, om de nuværende sanktionsmuligheder mod kommunernes datasyndere er tilstrækkelige.
Udgivet: 18/08/2026
"Borgerne skal selvfølgelig have tryghed omkring deres personlige oplysninger."
Sådan siger Danmarksdemokraternes kommunalordfører Karina Adsbøl til NB-Kommune.
På baggrund af en borgerhenvendelse har hun stillet et § 20-spørgsmål til justitsminister Nicolai Wammen (S) om, hvorvidt det nuværende tilsyn med kommunernes databeskyttelse er tilstrækkeligt til at sikre, at kommuner ikke kan skjule usaglige og ulovlige opslag i borgernes journaler.
"Det er en stor magt, de har ude i kommunerne, når de kan tilgå meget følsomme oplysninger. Hvis der er en oplevelse blandt borgerne af, at misbrug ikke får konsekvenser, så er det problematisk," siger Karina Adsbøl.
Ordføreren har blandt andet spurgt justitsministeren om, hvilke initiativer, ministeren vil tage for at sikre, at kommuner ikke kan unddrage sig ansvar ved eksempelvis at ignorere indsigtsanmodninger eller at nægte udlevering af logfiler blandt medarbejdere.
"Det er vigtigt, at borgerne er trygge og ved, hvem der tilgår deres oplysninger, og med hvilket formål. Jeg har skrevet mit spørgsmål på baggrund af en borgerhenvendelse, men vi har også tidligere været vidne til både i sundhedsvæsenet og i kommunerne, at medarbejdere har tilgået de her oplysninger ulovligt," siger hun.
Ifølge Karina Adsbøl har der været flere konkrete sager, hvor kommuner har afvist at udlevere logfiler under henvisning til "administrative hensyn eller ved at sende svar til forældede adresser".
"Dette mønster kan skabe en begrundet mistanke om, at myndigheden forsøger at dække over medarbejderes misbrug af adgangsrettigheder," skriver hun i sit spørgsmål.
11.000 ulovlige opslag på fem år
Debatten om ulovlige opslag i kommunerne og i sundhedsvæsenet er ikke ny.
Ifølge Ugeskrift for Læger er antallet af klager vedrørende opslag i patientjournaler i de fem regioner næsten seksdoblet fra 2020 til 2025.
I september 2025 skrev netmediet Version2, at læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale mere end 11.000 gange på fem år har snaget i folks sundhedsjournaler uden grund.
I marts 2025 blev Region Hovedstaden kontaktet af en borger, som mistænkte, at en studerende uberettiget havde kigget i borgerens journal. Det førte til en undersøgelse af den studerendes brug af den elektroniske patientjournal.
Undersøgelsen viste, at den studerende på grund af nysgerrighed havde foretaget ulovlige opslag på omkring 400 borgere mellem august 2024 og marts 2025.
Sagen førte til en politianmeldelse, men ifølge Karina Adsbøl kræver de ulovlige opslag endnu hårdere sanktioner:
"Der spares i dag ikke på sanktioner mod borgere, der begår fejl, og derfor må det forventes, at der også findes effektive sanktioner mod myndigheder, der bevidst tilsidesætter borgernes lovfæstede rettigheder efter databeskyttelsesforordningen," siger Karina Adsbøl.
"Jeg er spændt på, om mit spørgsmål sætter en refleksion i gang hos ministeren, eller om han mener, at det system, vi har i dag, er godt nok," tilføjer hun. Nicolai Wammen har i skrivende stund ikke besvaret spørgsmålet.
De ulovlige journalopslag internt i kommunerne er ikke den eneste kommunale hovedpine. Hver fjerde kommune oplever mere end 200 cyberangreb om ugen udefra. Senest gik det galt i Lejre Kommune, hvor 23.000 borgere fik lækket data. Læs mere om den sag nedenfor:
Sidst opdateret: 18/08/2026 - 09:39












































