Så stor er sosu-manglen i din kommune
Der er stor forskel på, hvor mange procent flere sosu'er som de enkelte kommuner kommer til at have behov for om fem år, hvis forholdet mellem antal ansatte og ældre skal bevares, viser ny analyse. Se tallene for din kommune.
Udgivet: 14/08/2026
I Skanderborg Kommune har de brug for 33,4 procent flere sosu'er om fem år end det nuværende niveau, hvis forholdet mellem antal ansatte og ældre skal bevares. Mens Ballerup Kommune kun får brug for seks procent flere.
Det viser en ny analyse, som NB-Ældre har lavet på baggrund af Danmarks Statistiks nyeste befolkningsfremskrivninger og ansættelsesstatistik fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. På landsplan er manglen 21,5 procent om fem år.
Rekrutteringsudfordringerne bliver betegnet af flere aktører på området som den største udfordring for ældreområdet. Men analysen viser, at kommunernes udfordring er meget forskellig, hvis de vil bevare det niveau, de ældre kender i den enkelte kommune. Spørgsmålet for den enkelte kommuner bliver dermed, om man kan bevare niveauet, om det skal skrues ned, eller man kan nedsætte de ældres behov for hjælp.
I Skanderborg svarer det til, at de i 2031 får brug for 168 flere sosu'er, end der er ansat i dag. Mens Ballerup kan nøjes med 34 flere.
Man skal dog være opmærksom på, at analysen er en fremskrivning og ikke en prognose for den faktiske personalemangel i 2031. Den tager således eksempelvis ikke højde for teknologisk udvikling, ændrede serviceniveauer eller omfanget af ældre, som går på pension, som vil påvirke det reelle behov.
Ifølge regeringsgrundlaget kommer kommunerne ikke til at stå med opgaven alene. Regeringen vil i samarbejde med de faglige organisationer og kommunerne fremlægge en langsigtet rekrutteringsplan for ældreområdet. Målet er at styrke fastholdelsen, forbedre rekrutteringen og øge kompetenceniveauet via uddannelse og opkvalificering.
Læs hele historien og om metoden bag analysen på NB-Ældre her.
Sidst opdateret: 18/08/2026 - 10:15












































