
Mens Odder Kommunes sundheds- og omsorgschef Majbritt Veise Blohm taler om katastrofe, hvis der ikke sker noget med sosu-manglen, er Skanderborgs chef for Sundhed, Omsorg og Handicap, Morten Ilsøe, mere rolig.
Odder går to veje mod sosu-mangel: Ellers sker der en "katastrofe"
Den midtjyske kommune er en af de kommuner, som kommer til at mangle allerflest sosu'er om fem år, hvis niveauet i forhold til antal ældre skal bevares, viser ny analyse. Kommunen arbejder med to hovedspor som løsning.
Udgivet: 17/08/2026
Flere skal søge ind i faget, samtidig med at færre borgere på sigt skal have behov for kommunens hjælp. Det er de to veje, hvormed Odder Kommune forsøger at løse den markante udfordring med mangel på sosu’er i ældreplejen.
Det skriver NB-Ældre.
"Hvis vi bare fortsætter som nu, så kan der jo komme til at ske en katastrofe. Så vi er godt med på, at vi ikke kan fortsætte som nu," siger Majbritt Veise Blohm, sundheds- og omsorgschef i Odder Kommune, til NB-Ældre.
Hvis forholdet mellem antal sosu’er og antal ældre på 80 år og derover skal bevares på nuværende niveau, så kommer Odder Kommune til at have brug for omkring 32 procent flere sosu’er om fem år, end der er ansat i kommunen nu, viser en ny analyse fra NB-Ældre.
Kommunen er dermed en af de kommuner, der kommer til at mangle relativt flest sosu'er i forhold til det nuværende forbrug. Men stort set alle kommuner har brug for at gøre sig overvejelser om, hvordan man vil imødekomme det øgede behov for sosu'er. På landsplan er manglen 22 procent.
Manglen i Odder svarer ifølge analysen til, at kommunen vil have brug for 64 sosu’er mere i 2031 end de nuværende 203. Samtidig forventer kommunen, at mange af de nuværende medarbejdere går på pension, hvilket vil øge den reelle mangel endnu mere.
»Det er virkelig mange mennesker i vores kontekst,« siger sundheds- og omsorgschefen.
To spor
I Odder handler det ene løsningsspor om at forbedre rekrutteringsmulighederne.
Odder Kommune samarbejder tæt med Social- og Sundhedsskolen Østjylland om blandt andet at få flere til at vælge en sosu-uddannelse og om at gøre branchen mere attraktiv, fortæller Majbritt Veise Blohm.
Samtidig forsøger kommunen at finde potentielle medarbejdere blandt sine egne borgere. Jobcentret arbejder blandt andet med at spotte ledige og unge, der kunne være interesserede i ældreområdet.
Derudover arbejder kommunen med blandt andet kompetenceudvikling, fleksible arbejdsvilkår og mere nærværende faglig ledelse.
Selv hvis rekrutteringen lykkes bedre, regner Odder Kommune ikke med, at flere medarbejdere alene kan løse problemet.
Det andet spor handler derfor om at begrænse den mængde kommunal hjælp, som den voksende ældrebefolkning får brug for.
Her satser kommunen blandt andet på sundhedsfremme og forebyggelse.
"Hvis borgerne kan holde sig raske og selvhjulpne længere, kan tidspunktet, hvor de får brug for kommunale sundheds- og omsorgsydelser, udskydes," forklarer Majbritt Veise Blohm.
Skanderborg oplever ikke rekrutteringsproblemer endnu
Skanderborg Kommune kommer ifølge NB-Ældres analyse også til at være en af de kommuner, der står med en markant sosu-mangel om fem år. Kommunen vil have brug for 33 procent flere sosu’er end de godt 500, der er ansat i kommunen på nuværende tidspunkt.
Men hvor Odder taler om katastrofe, hvis der ikke sker noget, er Skanderborgs chef for Sundhed, Omsorg og Handicap, Morten Ilsøe, mere rolig.
"De rekrutteringsproblemer, vi frygtede, er faktisk ikke kommet i det omfang, vi forventede," siger han.
Læs mere på NB-Ældre her.
Sidst opdateret: 18/08/2026 - 10:15












































