
- Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Forsker peger på særligt ét problem med optaget på velfærdsuddannelserne
Flere unge har valgt en velfærdsuddannelse i år. Alligevel står kommunerne fortsat over for store udfordringer. Især uden for de store byer.
Udgivet: 10/08/2026
En samlet stigning på 2 procent i optaget på velfærdsuddannelserne giver grund til forsigtig optimisme. Men bag de positive tal gemmer sig fortsat markante udfordringer.
Sygeplejerskeuddannelsen har forsat 1.100 ledige studiepladser efter sommerens optag, mens både pædagog- og socialrådgiveruddannelsen oplever tilbagegang i antal optagne. Derudover af det samlede antal optagne lavere end i årene 2022-2024.
Ifølge Nana Vaaben, der forsker i arbejdsliv og trivsel blandt velfærdsprofessionelle ved Københavns Universitet, er det især udviklingen uden for de store byer, der bekymrer. Her er der nemlig færre ansøgere end i de store byer.
Samtidig er det de kommuner som allerede oplever de største problemer med at rekruttere blandt andet sygeplejersker og pædagoger.
"Jeg har en forsigtig optimisme på nogle områder, men jeg hæfter mig også ved, at der nogle ret store geografiske forskelle. For ansøgningerne til uddannelserne beliggende i de store byer har jo været meget større end til de mindre," siger hun til NB-Kommune.
Det betyder, at mange kommuner uden for de største byer fortsat risikerer at mangle arbejdskraft i skoler, daginstitutioner og i ældreplejen, selvom flere unge overordnet set vælger velfærdsuddannelserne til.
Det er ikke kun kommunernes opgave
Udfordringen er resultatet af en udvikling der har stået på i mange år, og ifølge Nana Vaaben kræver det et tæt samarbejde mellem kommuner, stat og de enkelte uddannelsesinstitutioner at komme centraliseringen til livs.
"Der er ikke nogen som kan løse den opgave alene. Det kræver, at uddannelser og arbejdspladser bliver koordineret, så det igen bliver attraktivt for unge mennesker at studere og ikke mindst skabe et ungdomsliv i de mindre byer," påpeger hun.
Stigningen er positiv, men Nana Vaaben påpeger også at det er vigtig at have det lange lys på og ikke blive utålmodig, hvis de tiltag man som stat eller kommune har sat i værk, ikke virker med det samme.
"Det er super positivt at vi ser en stigning i optag, men det betyder ikke, at vi må flytte fokus. Der er fortsat et enormt behov for et vedvarende arbejde med at gøre de her uddannelser attraktive," afslutter hun.
I alt blev 11.023 optaget på en af de fire store velfærdsuddannelser.
Sidst opdateret: 10/08/2026 - 15:34












































