Flere kommuner forudser allerede budgetskred på socialområdet
En gennemgang af budgetopfølgningerne i en række kommuner viser, at stigningerne i udgifter til det specialiserede socialområde fortsætter i 2026. Se tallene for din kommune i danmarkskortet.
Udgivet: 29/06/2026
En række kommuner forudser store merudgifter til det specialiserede socialområde i 2026.
Det viser budgetrapporter, som NB-Økonomi har gennemgået for en række kommuner.
Hele 110 millioner kroner, forventer Gladsaxe Kommune at overskride budgettet med på de specialiserede område. Langt det største merforbrug er for børn og unge med særlige behov, hvilket udgør 81,6 milioner kroner, mens merforbruget på voksenområdet udgør 29,1 millioner kroner.
Dermed ser det ud til, at tendensen fra de tidligere år fortsætter ind i 2026. I 2025 overskred kommunerne tilsammen budgetterne med 3,7 milliarder kroner, skriver NB-Økonomi.
Samtidig steg udgifterne i 2025 med rekordhøje 2,6 milliarder kroner i forhold til året før.
Blandt andre i Brøndby søges der en tillægsbevilling på 28,4 millioner kroner til dækning af de stigende udgifter på det specialiserede børneområde.
I Gribskov forventes et merforbrug på 16,5 millioner kroner svarende til en afvigelse på 9 procent i forhold til budgettet.
På trods af en overførsel fra 2025, forventer Hedensted Kommune, at voksenhandicap-området får et merforbrug i 2026 på 16 millioner kroner. Uden overførslen på 9,6 millioner kroner fra 2025 ville underskuddet have været 26 millioner kroner.
I budgetopfølgningen pr. april i Billund Kommune har det samlede specialiserede socialområde et forventet merforbrug på 18,3 mio. kr.
I Nyborg viser en ledelsesrapport pr. februar merudgifter på det specialiserede socialområde på 26,5 millioner kroner. Årsagen til det stigende udgiftspres på det specialiserede socialområde skyldes ifølge kommunen både stigning i gennemsnitsprisen pr. indbygger og stigende antal ydelser og borgere i målgrupperne.
I kortet herunder kan du se, hvor udgifterne til det specialiserede socialområde steg mest sidste år
Sidst opdateret: 29/06/2026 - 10:12












































