
"LGBTQ+-personer findes i alle partier. Så jeg håber, at andre kommuner vil følge trop og hejse flaget," siger Alex Haurand (SF), som står bag forslaget. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Splittet byråd vedtager at hejse regnbueflaget
Et flertal i Kerteminde Byråd har sagt ja til regnbueflag over rådhuset under Odense Pride, mens modstanderne peger på manglende finansiering.
Udgivet: 26/06/2026
Når Odense Pride løber af stablen næste år, vil regnbueflaget vaje over rådhuset i Kerteminde Kommune.
Det vedtog et flertal i byrådet på 14 mod ti. Bag flertallet stod De Konservative, Hverdagens Stemme, Enhedslisten, SF og løsgænger Charlotte Campen.
"Det er vigtigt at sende det signal, fordi vi har at gøre med en gruppe borgere, som på mange måder er udsatte," siger byrådsmedlem Alex Haurand (SF) til NB-Kommune.
En ny flagstang skal sættes op ved siden af den eksisterende. Men der er ikke fundet penge til selve flagstangen eller betjeningen af den. De skal først graves frem ved efterårets budgetforhandlinger, lyder det.
Derfor stemte Socialdemokratiet imod, fortæller byrådsmedlem Jan Johansen (S). Han understreger, at han ikke er imod at hejse regnbueflaget.
"Vi har ikke styr på, hvad vi vil, og hvad vi skal. Hvis vi skal lave et rigtigt flagregulativ, skal vi have fuldstændig styr på, hvad vi laver. Det burde være lagt ind under budgettet, så vi er sikre på, at vi også har penge til det," siger han.
Udover Socialdemokratiet stemte Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Venstre imod med i alt ti mandater, mens Radikale Venstres ene mandat undlod at stemme.
"Ødelæggende" regnbueflag
Regnbueflaget virker som ren tændvæske i byrådene.
I maj gik det heftigt for sig, da Dansk Folkeparti foreslog at fjerne regnbueflaget fra rådhuset i Næstved Kommune, hvor det ellers vajer under priden.
"Når regnbuen nu er blevet taget til indtægt som symbol på pride, 'stolthed' og en ideologi, som efter min overbevisning er ødelæggende for vores familiesamfund og for måden, vi anskuer os selv som mennesker på, så ønsker jeg heller ikke at se vores offentlige flagstænger skæmmet af dette symbol," skrev byrådsmedlem i Næstved Kommune Patrick Elm (DF) dengang i et længere opslag.
Men i Kerteminde Kommune mener SF, at det farverige flag er politisk neutralt, fortæller Alex Haurand.
"LGBTQ+-personer findes i alle partier. Det er ikke noget, der kun hører til på venstrefløjen. Så jeg håber, at andre kommuner vil følge trop og hejse flaget," siger han.
Sidst opdateret: 26/06/2026 - 11:13












































