- Foto: Screenshot: Roskilde Kommune

Radikal i kjole antænder LGBT-opgør i Roskilde

"Lad være med at gøre det her til et cirkus," anførte Rasmus Jarlov (K), da De Radikales Jeppe Trolle troppede op i kjole til byrådsmøde, hvor politikerne skulle diskutere kommunens LGBT+-politik.

Udgivet: 30/04/2026

Frederik Gjersen Hansen

Journalist

Del artiklen:

Fronterne var trukket klart op ved gårsdagens byrådsmøde i Roskilde, der undervejs udviklede sig til en heftig debat om, hvorvidt kommunen skal indføre en LGBT+-politik.

Særligt faldt det Rasmus Jarlov (K) for brystet, at hans byrådskollega Jeppe Trolle (R) var mødt op klædt i kjole.

"Lad være med at gøre det her til et cirkus. Det er et seriøst emne, vi behandler i dag. Jeg forstår ikke formålet med at klæde sig ud," sagde han direkte henvendt til sin byrådskollega.

Byrådet skulle blandt andet tage stilling til, om kommunen bør indføre kønsneutrale toiletter og neutralt sprogbrug, hvilket Radikale Venstre talte for.

"Jeg er ikke ude på at gøre noget til et cirkus," lød svaret fra Jeppe Trolle.

“Det illustrerer det meget godt, at du (Rasmus Jarlov, red.) kalder det at ‘klæde sig ud’. Jeg ser også kvinder, der har bukser på, som ikke har fået kommentarer. Men jeg har fået en del bemærkninger i dag,” sagde han.

Jeg tror, jeg har til gode at støde på nogen, der stiller spørgsmålstegn ved, at nogen er transkønnede.

Rasmus Jarlov (K), byrådsmedlem, Roskilde Kommune Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De Konservative var imod kønsneutrale toiletter, fordi tiltaget udelukkende tilgodeser transkønnede, anførte Rasmus Jarlov.

"Forslaget er ikke til for bøsser og lesbiske. De har ikke behov for kønsneutrale toiletter. Det er kun de transkønnede, som er en meget, meget lille minoritet. Der skal være balance i forhold til at tage hensyn til minoriteter, uden at det kammer over, som det er tilfældet her," sagde han.

"Vi har kønsneutrale toiletter hjemme hos mig selv"

De Radikale mente, at tiltagene var helt inden for skiven.

"Hvis der ikke skal andet til, at man fjerner et lille skilt på en dør, så alle kan bruge toiletterne, så gør det en kæmpe forskel. Vi har sågar kønsneutrale toiletter hjemme hos mig selv uden problemer," sagde Jeppe Trolle.

Det fremgår ikke, hvor mange penge tiltagene vil koste. Men De Konservative ville hellere bruge midlerne på skolelærere og pædagoger, end på en lille minoritet, sagde Rasmus Jarlov.

“Jeg tror, jeg har til gode at støde på nogen, der stiller spørgsmålstegn ved, at nogen er transkønnede," tilføjede han.

64 procent af transkønnede oplever diskrimination

I Danmark oplever transpersoner stadig i særlig høj grad at blive diskrimineret. 64 procent af transpersoner og nonbinære personer i Danmark har ifølge en VIVE-undersøgelse fra 2022 oplevet diskrimination. For befolkningen generelt gælder det omkring 16 procent.

Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Lokallisten Roskilde stemte imod, mens Venstre undlod at stemme.

Forslaget om en LGBT+-politik er blevet sendt i offentlig høring af et flertal bestående af Radikale Venstre, Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet.

Forslaget ventes endeligt vedtaget inden 1. september 2026.

Fik du læst?

Borgerlige partier vil stemme imod LGBT+-politik i Roskilde

Sidst opdateret: 30/04/2026 - 12:17

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]