"Vi har mødt både ansatte og borgere, som ikke føler, at de bliver mødt det rigtige sted af kommunen. Så kan man have forskellige vurderinger af det, og det kommer også til at fremgå af de politiske diskussioner," siger Tomas Breddam (S) forud for byrådsmødet onsdag.

"Vi har mødt både ansatte og borgere, som ikke føler, at de bliver mødt det rigtige sted af kommunen. Så kan man have forskellige vurderinger af det, og det kommer også til at fremgå af de politiske diskussioner," siger Tomas Breddam (S) forud for byrådsmødet onsdag. - Foto: Skærmbillede fra Roskilde Kommune

Borgerlige partier vil stemme imod LGBT+-politik i Roskilde

En LGBT+-politik møder modstand fra flere borgerlige partier i Roskilde Kommune, mens borgmesteren mener, at den er nødvendig for at signalere, at man er i trit med tiden.

Udgivet: 28/04/2026

Adam Østergaard Meijer

Journalist

Del artiklen:

Kønsanerkendende sprogbrug på kommunens arbejdspladser, kønsneutrale faciliteter som toiletter og omklædningsrum og LGBT+-inkluderende seksualundervisning i folkeskolerne er nogle af de tiltag, der kan blive en del af Roskilde Kommunes måske kommende LGBT+-politik.

Politikken, som flere borgerlige partier er imod vedtagelsen af, skal drøftes på byrådsmødet onsdag. Her forventes det, at den sendes i offentlig høring, før byrådet endeligt skal vedtage den inden 1. september 2026.

"Den slags tiltag er ikke noget, vi er dybt optaget af i de borgerlige partier, så vi stemmer imod," skriver byrådsmedlem Rasmus Jarlov (K) på Facebook.

Men der er en god grund til at vedtage en LGBT+-politik eller handleplan, som man også har set kommuner som København, Aarhus, Aalborg og Odense arbejde med, mener borgmester i Roskilde Kommune, Tomas Breddam (S).

"Der er mange forskellige hensyn i den sammenhæng. Det primære for mig er, at vi overfor borgerne fremstår, som om vi lever i 2026," siger han til NB-Kommune og fortsætter:

"Men det er i virkeligheden også vores ansatte. Rigtig mange ansatte i Roskilde Kommune føler sig ikke mødt af de systemer, vi byder dem, hvor vi deler verden op i to køn. Det er ret tydeligt, at i den tid, vi lever i nu, der er kønsidentitet noget mere flydende."

"Ikke imod generelt"

Det blev besluttet sidste år, at forvaltningen skulle lave et udkast til en LGBT+-politik i kommunen. I sidste uge skulle Økonomiudvalget gennemgå den, før den kommer på byrådet med et ændringsforslag fra Anna Bondo Nielsen (EL) i morgen.

Med ændringsforslaget blev det blandt andet skrevet ind, at 'alle efter eget valg kan bruge deres foretrukne pronominer/stedord' på kommunens arbejdspladser.

NB-Kommune har forsøgt at række ud til Venstres Jette Tjørnelund, der undlod at stemme under punktet på Økonomiudvalget, men det har ikke været muligt at høre hendes holdning.

Liberal Alliances Lars-Christan Brask stemte sammen med Rasmus Jarlov (K) og Merete Dea Larsen (O) imod ændringsforslaget i Økonomiudvalget. Frem for en specifik LGBT+-politik ønsker de i stedet en tilføjelse i personalepolitikken, der lyder:

"Alle medarbejdere behandles, så de sikres de samme muligheder og vilkår for ansættelse, opgave-, kompetence- og lønudvikling. På arbejdspladsen sikres, at en medarbejders egnethed til at bestride en stilling udelukkende bliver bedømt ud fra den enkeltes kompetencer. Vi ser mangfoldighed og forskellighed som en ressource og opfordrer derfor alle til at søge job hos os. Hertil kommer, at alle medarbejdere skal opleve hverdagens aktiviteter som understøttende i forhold til at sikre, at alle medarbejdere føler sig som en inkluderet del af fællesskabet med kollegerne på arbejdspladsen."

Til NB-Kommune skriver Lars-Christian Brask (LA), at han ikke har mere at tilføje, ud over at han er "imod den måde, det er blevet foreslået, implementeret og eksekveret på. Ikke imod generelt."

Forvaltningen vurderer, at en række af punkterne i LGBT+-politikken vil betyde ekstra omkostninger for kommunen.

I kommende anlægsprojekter vil man blandt andet indtænke kønsneutrale faciliteter, hvor det skal kunne begrundes, hvis det ikke er muligt, men det skal også undersøges, hvordan de eksisterende kommunale toiletter kan gøres kønsneutrale, fremgår det.

Derudover vil kommunen samarbejde med politiet om at øge trygheden i nattelivet ved opsætning af overvågningskameraer, de vil udbrede materiale på folkeskoler om LGBT+ og de vil sikre, at kommunens 'standardskabeloner' indeholder inkluderende sprogbrug og gå i dialog med eksterne leverandører herom.

Du kan læse LGBT+-politikken i sin helhed herunder.

PDF åbnes i et nyt vindue

LGBT+-politik i Roskilde Kommune.

Sidst opdateret: 28/04/2026 - 12:28

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]