Unge fik ordet på Folkemødet og fortalte, hvad der skal til, før de begynder at interessere sig for kommunalpolitik. Blandt deltagerne var højskoleelev Julie Lauritzen fra Grundtvigs Højskole (t.v.), forperson Anneline Larsen fra Dansk Ungdoms Fællesråd (midtfor), borgmester og KL-næstformand Martin Damm (t.h.) og borgmester Emil Blücher samt byrådsmedlem Isabella Heilmann.

Unge fik ordet på Folkemødet og fortalte, hvad der skal til, før de begynder at interessere sig for kommunalpolitik. Blandt deltagerne var højskoleelev Julie Lauritzen fra Grundtvigs Højskole (t.v.), forperson Anneline Larsen fra Dansk Ungdoms Fællesråd (midtfor), borgmester og KL-næstformand Martin Damm (t.h.) og borgmester Emil Blücher samt byrådsmedlem Isabella Heilmann. - Foto: Susanna Arpi

Ungeråd bør ligesom ældreråd være lovpligtige for kommunerne

For at inddrage unge i lokalpolitik skal kommunerne oprette ungeråd. Unge vil nemlig gerne have indflydelse på den politiske dagsorden, lyder den klare opfordring fra Dansk Ungdoms Fællesråd.

Udgivet: 15/06/2026

Susanna Arpi

Redaktør

Del artiklen:

Det er bestemt ved lov, at alle kommuner skal have et ældreråd eller seniorråd. På samme måde bør kommunerne have et ungeråd.

"Det er lovpligtigt for kommunerne at have et ældreråd. Gør det også lovpligtigt at have et ungeråd," siger forperson Anneline Larsen fra Dansk Ungdoms Fællesråd, der opfordrer kommunerne til at lave en formel struktur for at høre unge:

"De unge skal være med til at bestemme, hvad der er på den politiske dagsorden. Det er et stort demokratisk problem, hvis unge synes, det ikke er vedkommende med kommunalpolitik. Det gælder jo unges skoler, fritidsliv, transport, boliger og foreninger."

Hendes opfordring falder under en debat i Kommunernes Telt på Folkemødet, som handler om veje til at engagere unge i lokalpolitik.

Baggrunden for debatten er den lave stemmeprocent blandt unge til kommunalvalget sidste år og den høje gennemsnitsalder for politikerne i landets byråd. Derfor er højskoleelever fra Grundtvigs Højskole med politik på skoleskemaet blevet inviteret til at fortælle, hvad de oplever som barrierer ved lokalpolitik, og hvad der kan være løsninger.

En ung mand fortæller, at kommunalpolitik ikke er særlig fedt, for der er ingen social gevinst eller fællesskab for unge. Hans forslag er, at byrådet skal tage initiativer, som unge synes er fede:

"Lav det på vores præmisser. Arranger fredagsbar, koncerter og strikkeklubber og mød os her", siger han.

En ung kvinde fortæller, at hun ikke går op i lokalpolitik, fordi "man ikke bliver taget seriøst, og det man siger har ikke relevans".

En tredje højskoleelev efterlyser informationer som sættes i kontekst af unges liv, så det bliver tydeligt, hvad konkret politik vil have af konsekvenser for en ung.

"Det er uoverskueligt at placere sig politisk i sin kommune. Der er en kløft mellem, hvor unge får deres informationer fra, og hvor byrådspolitikere viser det," siger den unge kvinde og fortsætter:

"Det er ikke sjove videoer på TikTok, vi efterspørger. Det er svært for os at se, hvad lokalpolitikere står for. Det er meget tydeligere, når det kommer til Folketingspolitikere."

Borgmestre: Vi skal ud til de unge

I debatten deltager også de to borgmestre Emil Blücher for Solrød, og Martin Damm for Kalundborg. Begge er overbeviste om, at man skal ud af byrådssalen for at lave den første relation til unge for senere - når man har lavet relationen - langsomt at hive dem ind i lokalpolitik.

Emil Blücher fortæller, at han kan tænke sig at flytte den tilbagevendende begivenhed for borgere, "borgmesterkaffe", fra rådhuset ud på Solrød Gymnasium i samarbejde med elevrådet.

Martin Damm fortæller, at man i Kalundborg har stiftet et ungeråd, hvor de unge selv har lavet rammerne for det, og et ungehus er blevet en platform for det. Han fortæller endvidere, at alle de politikere, som han har hvervet til politik, er fra foreningslivet, og at der sjældent er nogen "short cut" til byrådet og borgmesterkontoret.

Både Martin Damm og Emil Blücher er overbeviste om, at det er det fysiske møde og ikke indhold på sociale medier, der vil gøre en forskel.

Dansk Ungdoms Fællesråd tilføjer, at det er vigtigt at skabe initiativer, hvor det ikke kun er unge, der taler med unge, men at der er en kobling fra den erfarne ældre til unges livsverden.

Fik du læst?

Borgmester om ungeråd: 'Det er et ansvar, som vi voksne professionelle må tage på os'

Sidst opdateret: 15/06/2026 - 12:53

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]