
Professor i Sundhedsøkonomi, Jakob Kjellberg har selv været med til at udarbejde udligningsmodellen. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Sundhedsøkonom frygter at hovedstaden vil udsulte sjællandske kommuner
Der er grund til at frygte, at uligheden i sundhed især på Sjælland fortsætter, fordi politikerne hovedstadsområdet ikke vil overføre de nødvendige penge til kommunerne ude på Sjælland, advarer professor Jakob Kjellberg.
Udgivet: 12/06/2026
En af Danmarks førende sundhedsøkonomer, professor Jakob Kjellberg frygter, at viljen til at flytte penge fra den gamle Region Hovedstaden til den gamle Regions Sjælland er så lille, at der fortsat i mange år vil være en markant ulighed i sundhed mellem især hovedstadsområdet og resten af Sjælland i den nye samlede region.
"Hvis man er født og opvokset i Nordsjælland og har størstedelen af sine vælgere der, kan det være svært at forklare, hvorfor Nordsjælland ikke skal have nogle nye praktiserende læger de næste mange år," siger Jakob Kjellberg.
Ny udligningsmodel skærper problemet
Professoren hæfter sig ved, at man i Region Øst vil fordele pengene mellem sundhedsrådene ligeligt, mens andre regioner har besluttet at fordele pengene efter, hvor syge og behandlingskrævende borgerne er i de enkelte sundhedsråd.
Jakob Kjellberg peger samtidig på, at en ny udligningsmodel, som skal forhandles politisk i efteråret, vil skærpe problemet. En omfattende analyse, som han selv har bidraget til, viser nemlig, at den nye Region Øst skal aflevere godt to milliarder kroner til Region Syd og Region Midt.
Ifølge Jakob Kjellberg har Region Hovedstaden fået for mange penge i det nuværende fordeling af bloktilskudene, fordi systemet har brugt nogle forældede kriterier, som ikke har afspejlet det reelle udgiftsbehov.
Også en udfordring med fordelingen internt i sundhedsrådene
Indenfor de enkelte sundhedsråds geografiske områder kan der imidlertid også være store forskelle på, hvor syge borgerne er, og dermed hvor mange penge der skal bruges på at behandle dem.
Men det er ikke et decideret krav fra Folketinget, at regionerne skal fordele pengene efter, hvor behandlingskrævende borgerne er i de forskellige kommuner under et sundhedsråd. Jakob Kjellberg peger på den sundhedsregion som dækker helt fra Roskilde til Lolland som et eksempel på et sundhedsråd, hvor det er vigtigt at pengene fordeles skævt indenfor sundhedsrådets område.
"Det kræver jo, at nogle steder skal stå stille, for at andre kan vækste. Kan man holde til det politisk?" siger Jakob Kjellberg på Folkemødet.
Spørgsmålet er med andre ord, om politikerne i Roskilde Kommune leve med ikke at udvikle deres egne sundhedstilbud, fordi pengene skal sendes til Lolland?
Kan være nødvendigt med indgreb fra Christiansborg
Jakob Kjellberg kan egentlig godt forstå, hvis en øget udligning møder politisk modstand. Sådan har det altid været, pointerer han. Rigtig mange vurderer, om det er en god eller dårlig udligningsmodel, ved at række hænderne ned i lommen og mærke efter.
"Det skal strukturerne kunne rumme. Men det kræver nogle værktøjer, der gør, at regionerne kan komme i mål med de politiske ambitioner," siger han.
Derfor er Jakob Kjellberg også glad for, at han oplever en stor interesse fra Christiansborg for at løse de problemer, der måtte opstå. For det sender et klart signal. Der skal ske en udligning internt i sundhedsrådene. Og hvis regionerne ikke selv leverer den, kan Christiansborg ende med at gribe ind.
"Når nogen interesserer sig for noget, så ligger det implicit, at de nok gør noget, hvis man ikke selv gør det. Sådan er det jo med al ledelse," slutter han.
Sidst opdateret: 17/06/2026 - 09:59












































