Pia Olsen Dyhr blev omringet af pressen inden arrangement i SF's telt på Folkemødet fredag.

Pia Olsen Dyhr blev omringet af pressen inden arrangement i SF's telt på Folkemødet fredag. - Foto: Sebastian Elias / Ritzau Scanpix

Pia Olsen Dyhr står fast på ansættelse af rådgiver efter krænkelse

SF-formand mener, at man kan vende tilbage, når man har ændret adfærd, siger hun om ansættelse af rådgiver. Rådgiveren bliver muligvis begrænset fra at deltage i SF-arrangementer.

Udgivet: 12/06/2026

Del artiklen:

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, står fast på sin ansættelse af rådgiver Thomas Nystrøm, der forlod partiet efter anklager om upassende adfærd og seksuelle krænkelser.

Det siger hun til den fremmødte presse på Folkemødet fredag, efter at der er blevet rejst kritik af ansættelsen.

"Jeg synes, det er noget andet seks år efter, når man har undskyldt og ændret adfærd", siger hun og tilføjer, at man så bør kunne vende tilbage.

Flere gange understreger hun, at hun står fuldt på mål for sin beslutning om at ansætte ham.

Rådgiver erkender uacceptabel adfærd

Thomas Nystrøm har tidligere fredag skrevet på Facebook, at han erkender at have opført sig "helt uacceptabelt" ved flere lejligheder, hvilket førte til hans afskedigelse i SF i 2020.

"Efter landsmødet i foråret 2020 fik jeg en besked fra Lotte Kofoed, som jeg tidligere havde haft et intimt forhold med. Hun fortalte, at jeg på dansegulvet havde udsat hende for helt uacceptabel berøring. Jeg husker det ikke selv - men jeg har ingen grund til at tro, at det ikke er rigtigt", skriver Thomas Nystrøm på Facebook.

Han uddyber, at det heller ikke var i orden at sende en "upassende sms til en ansat og et klap bagi på en anden til en fest". Han skriver videre, at han har undskyldt over for Lotte Kofoed, og at de har haft flere snakke dengang.

SF-rådmand kritiserer SF-formand

Opslaget kom, efter at Politiken tidligere på ugen skrev, at han var blevet ansat. Her sagde SF-rådmand i Frederiksberg Lotte Kofoed, at det var hende, der var blevet seksuelt krænket af Thomas Nystrøm.

Hun har åbent kritiseret SF-formanden for at have ansat rådgiveren igen og kræver en undskyldning fra Pia Olsen Dyhr.

Pia Olsen Dyhr siger fredag til pressen, at det "bestemt" også påvirker hende, da hun bliver spurgt ind til, at Kofoed har kaldt det en "dobbeltkrænkelse", at Nystrøm er blevet ansat.

"Men det får mig ikke til at ændre min beslutning", slår hun fast.

Ikke ansat i SF, men i ministeriet

Derudover understreger hun, at han ikke er blevet ansat i partiet SF, men som rådgiver for hende i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

"Han er ansat i et ministerie som rådgiver, som skal hjælpe SF i denne her regering", siger hun og tilføjer, at han har de "rette kompetencer" til det.

Hun svarer ikke på, hvorvidt han kommer til at deltage i SF-arrangementer fremadrettet. Det er ifølge hende ikke en dialog, der skal foregå i pressen.

Det er der en dialog omkring mellem SF-næstformand Benjamin Bilde Brændemose Boelsmand og SF på Frederiksberg, lyder det.

August Gade, der er formand for SF på Frederiksberg, hvor Lotte Kofoed er valgt, fortæller til Ritzau, at han senere fredag mødes med SF's næstformand for at diskutere sagen om ansættelsen af Thomas Nystrøm.

"Det bliver en lidt længere proces, og der kommer nok flere møder end det ene, men det er først og fremmest et møde, hvor vi skal planlægge den proces, og så vi kan se, hvor vi kan møde hinanden henne på flere udfordringer. Blandt andet på rådgiverens tilstedeværelse til SF-arrangementer", siger August Gade.

/ritzau/

Fik du læst?

SF-rådmand tordner mod Pia Olsen Dyhr: Du har gjort mit liv til et helvede

Sidst opdateret: 12/06/2026 - 11:02

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]