Milliardregning til deltidsansatte kan æde hele velfærdsløftet
Kommunerne står til en samlet regning på 2,5 milliarder efter afgørelsen om efterbetaling til deltidsansatte. Flere borgmestre advarer om, at regningen kan udhule midler til velfærd.
Udgivet: 10/06/2026
Kommunerne står over for en milliardregning efter en afgørelse om efterbetaling til deltidsansatte. KL vurderer, at kommunerne samlet skal betale omkring 2,5 milliarder kroner, mens regionernes regning ventes at blive 860 millioner kroner.
Et krav, der kan udhule alle ekstra midler ud over demografi, som kommunerne måtte kunne se frem til i de økonomiforhandlinger, der officielt begynder i morgen.
Det skriver NB-Økonomi.
De to sporskifte-økonomiaftaler, ØA25 og ØA26, har cirka tildelt kommunerne 2 mia. kr. mere end det demografiske træk. Ved en lignende aftale for 2027 risikerer man ved deltidsansatte-sagen, at de eventuelle ekstra midler spises op af regningen på cirka 2,5 milliarder kroner.
KL vil derfor ifølge Michael Ziegler (K), borgmester i Høje-Taastrup og formand for KL's Løn- og Personaleudvalg, rejse krav om kompensation over for regeringen ved de kommende økonomiforhandlinger.
Han skønner, at regningen i hans egen kommune vil løbe op i omkring 25 millioner kroner ud fra kommunens indbyggertal.
Regningen rammer kommunerne meget forskelligt
Der er store udsving fra kommune til kommune i forhold til brugen af deltidsansatte. I Skanderborg vurderer, borgmester Frands Fischer (S), at udgiften kan blive 50 procent højere end den mere simple blokudregning efter indbyggertal.
Ifølge ham undervurderer en simpel fordeling efter indbyggertal konsekvenserne for kommuner, der eksempelvis driver store specialiserede tilbud på vegne af andre kommuner. Skanderborg driver blandt andet Sølund, Danmarks største botilbud for mennesker med handicap, og sælger pladser til mange kommuner. Det er en arbejdsplads, der gør brug af rigtig mange deltidsansatte.
"Vi er netto en af de kommuner, som sælger flest pladser på det specialiserede socialområde til andre kommuner. Vi har 38 forskellige kommuner, der køber pladser ude på Sølund. Og det betyder, at når vi kigger på det her tal, så er det i hvert fald 50 procent større end det tal, som du har regnet ud," siger Frands Fischer.
Ifølge borgmesteren kan regningen derfor nærme sig 42 millioner kroner. Noget mere end de omkring 28 millioner, som en fordeling efter blokken ville pege i retning af.
Han mener samtidig, at en eventuel kompensation bør fordeles efter de faktiske udgifter frem for efter bloktilskudsnøglen.
Kan presse både budgetter og serviceramme
Også i Furesø Kommune når man frem til et noget højere beløb end ved en blokfordeling. I et notat præsenteret for byrådet i Furesø Kommune fremgår det, at man anslår en udgift på 50 millioner kroner, hvilket er væsentligt mere, end hvis udgiften blev fordelt efter folketal.
I Favrskov kommune siger borgmester Lars Storgaard til NB-Økonomi:
"Vores andel af den skønnede andel af udgiften på landsplan er cirka 20 millioner kroner. Det er vores forventning, at kommunerne bliver kompenseret i lighed med den fremadrettede del, men vi afventer KL's drøftelser med regeringen herom. Vi håber på en økonomiaftale på minimum niveau med de senere år. Hvis ikke bliver det svært at undgå reduktioner."
I Silkeborg Kommune forventer borgmester helle Gade (S) også, at deltidsansatte-sagen bliver taget op i økonomiforhandlingerne:
"Vi følger selvfølgelig afgørelsen. Jeg har forventning til, at KL medtager kommunernes udfordring i de kommende forhandlinger udover demografi og andre nødvendige midler til udvikling og styrkelse af velfærden. Ikke mindst udfordringerne på socialområdet."
Her er et kort over kommunernes udgifter efter blokfordeling, der giver et fingerpeg om, hvad man som kommune skal af med deltidsansatte-sagen.
Sidst opdateret: 10/06/2026 - 12:13












































