
Genrefoto. - Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix
Førtidspensionister kommer i arbejde med opsøgende indsats
Hvad der startede som et toårigt projekt i Brønderslev Kommune har nu vist så gode resultater, at indsatsen bliver permanent.
Udgivet: 27/05/2026
I Brønderslev Kommune har et projekt hjulpet 20 borgere på førtidspension i job på to år.
Det har handlet om at skabe kontakt gennem kaffemøder og samtaler om, at der er en plads til dem på arbejdsmarkedet.
Hvor indsatsen i begyndelsen byggede på opsøgende arbejde, henvender både virksomheder og borgere sig nu selv for at være med.
Borgere på førtidspension må tjene op til 85.000 kroner om året uden modregning i ydelsen, og der er altså både økonomiske og menneskelige gevinster ved at få flere i lønnede timer.
Fra projekt til fast indsats
Det bedste er at se den stolthed og glæde, som borgerne udstråler, når de er kommet i job. De vokser af at vide, at nogen kan bruge dem til noget. For mig er det alfa og omega
Jesper Kjærgaard Rasmussen, Specialpædagogisk jobkonsulent
Indsatsen har ikke et officielt navn, men bliver internt kaldet Klar, parat, jobstart, oplyser kommunen til NB-Beskæftigelse.
Indsatsen er drevet af Jesper Kjærgaard Rasmussen, og hans rolle beskrives som en kombination af socialpædagog og jobkonsulent.
Helt konkret er Jesper mødt op på blandt andet væresteder og bosteder i kommunen, hvor han har inviteret til jobcafe og fortalt om mulighederne og fordelene ved at komme i job. Målgruppen er primært personer i beskyttet beskæftigelse eller aktivitets- og samværstilbud.
Samtidig har han kontaktet lokale virksomheder for at finde potentielle jobmuligheder, som kan matches med de personer, der ønsker at komme i job.
Nogle har fået få timers arbejde ugentligt, mens én er oppe på 30 timer.
Samtidig fungerer Jesper Kjærgaard Rasmussen som bindeled mellem og støtte for både virksomheder og borgere, når de er blevet matchet, så begge har kunnet få hjælp og vejledning, hvis der har været knaster i samarbejdet.
"Win win-situationen er, når vi får flyttet folk fra at lave ingenting eller være i beskyttet beskæftigelse til at have et rigtigt betalt job," siger Jesper Kjærgaard Rasmussen.
Udover arbejdet i den nu permanente indsats, er Jesper Kjærgaard Rasmussen i forvejen tilknyttet et værested i kommunen, og kender derfra en del af de borgere, som hans jobindsats er rettet mod.
"Det bedste er at se den stolthed og glæde, som borgerne udstråler, når de er kommet i job. De vokser af at vide, at nogen kan bruge dem til noget. For mig er det alfa og omega," afslutter Jesper Kjærgaard Rasmussen.
Sidst opdateret: 27/05/2026 - 11:27












































