Den danske økonomi ser trods internationale kriser og stigende energipriser stadig stærk ud frem mod 2035. Og det er godt nyt for kommunerne i hvert fald på den korte bane

For på kort sigt kan økonomien også bære økonomiaftaler, der fastholder det demografiske og velstandskorrigerede træk, som vi har set i de seneste økonomiaftaler. Altså aftaler, hvor der, som man skriver i de seneste økonomiaftaler, også er økonomi til at udvikle velfærden udover demografien.

"Det kan godt holdes indenfor rammerne. På den korte bane er der ikke noget, der giver anledning til panderynker," siger overvismand i De Økonomiske Råd Carl-Johan Dalgaard til NB-Økonomi.

Men på længere sigt betyder de stigende udgifter til forsvaret enten, at kommunerne må indstille sig på mindre vækst, end der har været i de seneste økonomiaftaler eller at den private sektor presses af et stigende offentligt forbrug.

"Den ene variant er, at vi tillader de offentlige udgifters andel af samfundsøkonomien at vokse i takt med, at udgifterne til forsvaret øges. Dermed bliver den offentlige sektor permanent større. Alternativomkostningen ved denne model er, at den private økonomiske aktivitet i fremtiden kommer til at fylde relativt mindre, end den ellers ville have gjort. Man klemmer altså noget privat aktivitet ud. Lavpraktisk handler det om, at den offentlige sektor opsuger arbejdskraft, som den private sektor så ikke kan få fat i, hvilket påvirker lønninger, konkurrenceevne og så videre."

"Det andet yderpunkt er, hvis man ikke accepterer, at den offentlige sektor skal fylde mere i samfundsøkonomien. Så er det ikke den private sektor, der klemmes, men så er det anden offentlig aktivitet, der skal vige. Det er potentielt store størrelsesordener. Hvis vi spoler tiden tilbage til 2017, da Trump kom til første gang, udgjorde forsvarsudgifterne måske omkring en procent af BNP, svarende til to procent af de offentlige udgifter. Hvis vi skal op på en femprocents NATO-målsætning, vil forsvarsudgifterne tilsvarende udgøre ti procent af de samlede offentlige udgifter. Så er spørgsmålet, hvilken anden offentlig aktivitet vi skal have mindre af, hvis man vælger den vej," siger Carl-Johan Dalgaard.

Og det er her, det rammer kommunerne, forklarer han.

"Hvis man vælger den model – eller en kombination – vil det i praksis udmønte sig i et krav om mindre vækst på de områder, hvor man reducerer den offentlige aktivitet. Det er i det mellemlange og lange tidsperspektiv, at de politiske beslutninger og prioriteringer kan gribe ind på en måde, der er yderst relevant for den kommunale økonomi – også selvom statskassen umiddelbart er fuld," siger han.

De Økonomiske Råd forventer, at udgifterne til det velstandskorrigerede demografiske træk vil være 45 mia. kr. frem mod 2035.

Udgifterne til at nå den politiske målsætning om forsvarsudgifter på 3,5 procent af BNP medfører merudgifter på 4 mia. kr.

Der er dermed 41 mia. kr. tilbage til politisk prioritering.