
- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lokaltog erkender pres på bemandingen før voldsom togulykke
Efter togulykken på Gribskovbanen har regionsrådspolitiker spurgt ind til arbejdsmiljø og sikkerhed hos Lokaltog A/S, der står for driften. Bemandingen har ikke været stor nok til at klare udvidelser af køreplaner, erkender selskabet.
Udgivet: 26/05/2026
Ledelsen i jernbaneselskabet Lokaltog A/S, der står for driften af Gibskovbanen, erkender nu, at de har begået en fejl forud for den voldsomme togulykke i Nordsjælland den 23. april.
Det skriver TV2 Kosmopol.
Medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt, har efter togulykken spurgt ind til arbejdsmiljø og sikkerhed hos Lokaltog.
Her svarer Lokaltog A/S i et længere skriftligt svar til TV 2 Kosmopol, som Sjællandske Nyheder også har bragt, at Lokaltog A/S i længere tid har været pressede på bemandingen af lokomotivførere.
Det er dog en oplysning, som Christoffer Buster Reinhardt og resten af regionsrådet ikke har fået før nu.
Og det er kritisk, mener han, da regionsrådet to gange sidste år har udvidet antallet af afgange i Nordsjælland uden, at Lokaltog A/S har oplyst, at selskabet ikke har haft den nødvendige bemanding til at håndtere udvidelsen.
"Den advarsel har vi ikke fået, og havde vi vidst det, så havde vi da helt sikkert udskudt udvidelsen", siger Christoffer Buster Reinhardt til TV2 Kosmopol.
Han vil ikke for nuværende koble Lokaltogs fejlvurdering af bemandingen sammen med den alvorlige togulykke og afventer havarikommissionens undersøgelse.
Dansk Jernbaneforbund, der er lokomotivførernes fagforening, er nu gået i gang en undersøgelse af sikkerhed og arbejdsmiljø hos de knap 300 lokoførere der er ansat hos Lokaltog A/S.
SA
Sidst opdateret: 26/05/2026 - 10:30












































