
Forældrenes uddannelse og indkomst har fået større betydning for, hvordan børnene klarer sig gennem skoletiden, viser analysen fra AE. - Foto: Signe Goldmann / Ritzau Scanpix
Hver niende elev forlader folkeskolen uden at bestå både dansk og matematik
Det er især børn af forældre med lave indkomster og korte uddannelser, som ikke består afgangsprøverne. Forskellen mellem den fattigste tiendedel og den rigeste tiendedel, er vokset, viser analyse.
Udgivet: 19/05/2026
Sidste år var det hver niende elev, der gik ud af folkeskolen uden at bestå både dansk og matematik. Det er tredje år i træk, at tallet er så højt.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af de seneste data fra Danmarks Statistiks registre.
Hvis en elev kun har bestået ét af de to fag, indgår vedkommende stadig i analysen som en elev, der ikke har bestået.
Analysen viser også, at forældrenes uddannelse og indkomst har fået større betydning for, hvordan børnene klarer sig gennem skoletiden. Forskellen mellem den fattigste tiendedel og den rigeste tiendedel, er vokset sammenlignet med perioden 2012-2019.
Blandt den rigeste tiendedel bestod 2,8 procent af eleverne ikke dansk og matematik. Blandt den fattigste tiendedel var det 28,2 procent, altså ti gange så mange.
"Den voldsomme forskel mellem børn af rige og fattige forældre understreger, at den sociale mobilitet er truet," siger Troels Lund Jensen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, i en pressemeddelelse.
Blandt børn af ufaglærte forældre bestod 31 procent ikke dansk og matematik i 9. klasses afgangsprøver.
Blandt børn af forældre med en erhvervsuddannelse er det cirka 15 procent. Blandt børn fra akademiske hjem er det færre end 5 procent.
"Når det især er børn af forældre med de korteste uddannelser og laveste indkomster, der ikke består folkeskolens afgangsprøver, så får denne gruppe af børn også sværere ved selv at få en uddannelse og en bedre indkomst end deres forældre," siger Troels Lund Jensen.
Flere piger end drenge består ikke begge fag
Andelen af elever, der gik ud af folkeskolen uden at bestå både dansk og matematik, er højere sammenlignet med anden halvdel af 2010’erne.
Dengang var det flest drenge, der ikke bestod. Men nu er det pigerne. De har fået sværere ved matematik end tidligere.
12,5 procent af pigerne bestod sidste år ikke dansk og matematik ved 9.-klasses-afgangsprøverne. Blandt drengene var det 10,0 procent.
Analysen er afgrænset til elever, der gik i 9. klasse i en almen folkeskoleklasse. En elev indgår i andelen, der ikke har bestået, hvis eleven enten har dumpet de lovbundne afgangsprøver i dansk, har dumpet de lovbundne afgangsprøver i matematik eller mangler en eller flere lovbundne afgangsprøver i de to fag.
SA
Sidst opdateret: 19/05/2026 - 11:26












































