”Jeg vil anslå, at der er særaftaler for cirka 40 procent af mine elever, og det er stigende, svarer en lærer i Fagbladet Folkeskolens rundspørge med svar fra 1.168 folkeskolelærere og børnehaveklasseledere. Fotoet er et arkivfoto.

”Jeg vil anslå, at der er særaftaler for cirka 40 procent af mine elever, og det er stigende, svarer en lærer i Fagbladet Folkeskolens rundspørge med svar fra 1.168 folkeskolelærere og børnehaveklasseledere. Fotoet er et arkivfoto. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Elevers særaftaler går ud over undervisningen i folkeskolen

”Vi bruger nogle gange mere tid på særregler end på undervisning,” lyder det fra folkeskolelærere i ny undersøgelse. De mange individuelle hensyn skader undervisningen og fællesskabet i skolen.

Udgivet: 06/05/2026

Del artiklen:

En elev må selv bestemme sine pauser, en anden må lægge puslespil i undervisningen, en tredje må selv bestemme sin siddeplads, mens en fjerde kan beholde sin telefon, selv om skolen er mobilfri.

Særaftalerne spænder bredt. Lærere skal for eksempel også huske på, at en elev har en aftale om at slippe for at skifte fra udesko til indesko, at en elev gerne må sidde og 'dimse' med ting i undervisningen, og endnu en elev må beholde sin hue på i klassen.

Mængden af særaftaler for elever i folkeskolen har nået et problematisk omfang, viser en ny undersøgelse med svar fra 1.168 folkeskolelærere og børnehaveklasseledere fra hele landet, som fagbladet Folkeskolen har foretaget.

71 procent synes, at der er for mange særaftaler. 18 procent finder niveauet passende. Undersøgelsen viser også, at to ud af tre lærere oplever, at flere forældre henvender sig med ønsker om særaftaler i dag end for fem år siden.

”Der er vanvittigt mange børn, som vi skal huske særlige aftaler omkring. Det er umuligt at huske og holde styr på alle aftaler, svarer en lærer i undersøgelsen, mens en anden svarer: ”Jeg vil anslå, at der er særaftaler for cirka 40 procent af mine elever, og det er stigende.”De mange særaftaler rammer skolen på dens kerneopgave. For når nogle børn kræver uforholdsmæssigt meget tid og opmærksomhed, går der tid fra undervisningen. Som to lærere gør opmærksom på i undersøgelsen:

”Det er svært at gennemføre undervisning, når elever må agere forskelligt. Gå rundt, tage pauser, lytte til musik, tegne, ikke svare i plenum og så videre.”

Lærerne oplever også særaftaler, der kan føles uretfærdige over for de øvrige elever.

Inklusion skaber særaftaler

Flere peger på, at ønsket om de mange individuelle hensyn ikke kun kommer fra forældrene. Det kommer også fra ledelsen, skolens vejledere, fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og fra lærerne selv. Her spiller inklusionsdagsordenen en rolle.

”Jeg kan godt mærke, at inklusionsdagsordenen er rykket op i folkeskolen. Mange af de omtalte elever ville ikke have gået i en almen skole for fem år siden”, svarer en lærer.

I Skole og Forældre, foreningen for skolebestyrelser, mener formand Regitze Spenner Ishøy, at særaftalerne er et tegn på, at skolens rammer ikke passer til de børn, der er i den.

”Og så er vi nødt til at snakke om, hvorvidt lærerne har for dårlige muligheder for at lave god undervisning og rolige klassefællesskaber,” siger hun til fagbladet Folkeskolen.

SA

Sidst opdateret: 06/05/2026 - 11:23

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]