
Efter sagen om en seriekrænkende pædagog vil Red Barnet have undersøgt, om kommuner kan blive bedre til at underrette hinanden ved mistanke om overgreb. KL fremhæver, at værktøjerne allerede findes. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
KL efter overgrebssag: Det bør ikke kunne ske
Efter afsløringer om en pædagogs serie af overgreb vil Red Barnet have undersøgt, om kommunerne kan underrette hinanden bedre. Ifølge KL har kommunerne allerede redskaberne.
Udgivet: 28/04/2026
Hvordan forhindrer kommunerne, at pædagoger kan begå serier af overgreb uden at blive opdaget?
Det spørgsmål hænger i luften, efter TV 2 og Radio IIII har afsløret, hvordan en pædagog fra 1999 og frem til sin anholdelse i 2023 fortsatte sit arbejde i en række kommuners daginstitutioner trods stribevis af anklager om overgreb på mindreårige.
Ifølge KL bør det ikke kunne lade sig gøre.
"Vi kender ikke den konkrete sag, men den lyder meget alvorlig og som noget, der ikke bør kunne ske," lyder det i et skriftlig svar fra juridisk chef i KL, Pernille Christensen.
Sagen har fået Red Barnet til at foreslå, at en kommende regering bør nedsætte en arbejdsgruppe, som skal undersøge, om kommunerne kan underrette hinanden bedre ved mistanke om overgreb.
I KL påpeger man, at kommunerne har en række værktøjer til at undgå den slags sager.
For selvom indhentningen af straffe- og børneattester ikke havde afsløret den pågældende pædagog, der først blev dømt i 2024, kunne kommunerne have indhentet referencer fra tidligere arbejdsgivere, som KL altid anbefaler.
"Det kan de (kommunerne, red.) gøre både internt i kommunen og hos eksterne arbejdsgivere," siger Pernille Christensen.
Red Barnet: Referencer er ikke nok
Ingen af de sjællandske kommuner, hvor pædagogen har været ansat og anklaget for overgreb, kan svare på, om de indhentede referencer, da de ansatte ham. Det skriver TV 2.
Ifølge Red Barnet er referencer dog slet ikke nok for at undgå, at lignende sager sker igen. Derfor skal en arbejdsgruppe se på, hvordan kommunerne kan underrette hinanden bedre, uden at det ender med et pædofili-register som i USA, siger organisationens chef for beskyttelse mod overgreb, Pernille Spitz, til TV 2.
"Vi skal have ordentlige tilstande og retstilstande. Og det er derfor, jeg ikke kan give løsningen. Men vi må kunne sætte os sammen og kigge på mulighederne og undersøge, hvordan vi kan styrke børnebeskyttelsen," siger hun til mediet.
NB-Kommune har spurgt Red Barnet om arbejdsgruppens mål. Blandt andet om kommunerne bør forpligtes til at indhente referencer ved ansættelse af medarbejdere i skoler og dagtilbud, og om kommuner bør tippe hinanden ved mistanke om overgreb og krænkelser, selvom der ikke er fældet dom.
Organisationen har ikke mulighed for at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar:
"De (spørgsmålene, red.) er bestemt relevante og bør tages stilling til i den arbejdsgruppe, som Red Barnet foreslår. Vi har ikke svarene på nuværende tidspunkt," lyder det.
Sidst opdateret: 28/04/2026 - 12:23












































