Valgplakater for Morten Thiessen (K) i Aalborg. Den 18. november 2025 blev Morten Thiessen valgt ind som rådmand for Børn og Unge ved kommunal- og regionalvalget. Fra juni og seks måneder frem vil han lave humanitært arbejde i Ukraine.

Valgplakater for Morten Thiessen (K) i Aalborg. Den 18. november 2025 blev Morten Thiessen valgt ind som rådmand for Børn og Unge ved kommunal- og regionalvalget. Fra juni og seks måneder frem vil han lave humanitært arbejde i Ukraine. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Rådmand i Aalborg Kommune søger om orlov for at lave humanitært arbejde i Ukraine

Rådmand for Børn og Unge i Aalborg Kommune, Morten Thiessen (K), vil tage en pause fra sit rådmandsarbejde. Han vil bruge et halvt år på at lave humanitært arbejde i Ukraine: "Jeg har fået en invitation af Putin. Da han startede krigen."

Udgivet: 23/04/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

Efter lang tids drama og forhandlinger i efteråret kunne Morten Thiessen (K) endnu en gang sætte sig til rette i rådmandsstolen i Aalborg Kommune.

Men kun et halvt år efter valget overdrager han nu posten som rådmand for Børn og Unge til Jes Lunde (R). I hvert fald i et halvt år – fra 4. juni til 1. december.

Den konservative politiker har nemlig besluttet, at han vil søge om orlov fra sit politiske arbejde for at lave humanitært arbejde i Ukraine.

"Jeg skal bruge min baggrund som ingeniør til at bidrage til genopbygning af energi-infrastrukturen i Ukraine. De har brug for hjælp, og de kæmper meget alene. Der er en risiko for, at de knækker under belastningen," siger Morten Thiessen til NB-Kommune:

"Det er ikke fordi, at jeg er træt af arbejdet. Tværtimod. Det er det bedste job, jeg har haft. Men det er, fordi der er noget andet, jeg er nødt til at gøre. Noget, som ikke kan vente en hel valgperiode."

Morten Thiessen siger, at han er blevet inspireret af andre frivillige, som på hver deres måde har gjort en forskel i Ukraine.

"Jeg opfatter det ikke som farligt – man skal være en meget dygtig russer for at ramme en enkelt dansk lokalpolitiker i Ukraine," siger han.

Der var kommunalvalg i efteråret, og du har kun været rådmand i seks måneder. Hvorfor rejser du nu?

"Fordi der er brug for det nu. Jeg kan ikke vente fire år."

Hvem har inviteret dig til Ukraine?

"Jeg har fået en invitation af Putin. Da han startede krigen."

Hvad med budgetforhandlingerne?

Til efteråret venter vigtige budgetforhandlinger, men dem vil Morten Thiessen altså ikke være en del af.

Han forventer dog ikke, at forhandlingerne vil blive så svære, som de tidligere har været.

"Jeg husker en valgkamp i efteråret, hvor der nærmest var en overbudskonkurrence om, hvem der ville forkæle folkeskolen mest, så jeg forventer ikke, at budgetforhandlingerne bliver så vanskelige, som de tidligere har været. Ellers vil jeg minde partierne om, hvad de sagde i valgkampen," siger han og tilføjer:

"Vi har stadig en udfordret økonomi, men vi har valgt at skubbe de svære beslutninger til 2028. Det har gjort det lettere for mig, at træffe min beslutning," siger han.

Morten Thiessen har ifølge TV 2 Nord tidligere forklaret, at han mener, at det var vigtigt, at det igen er ham, der fik ansvaret for børn og unge i Aalborg Kommune, så der kunne komme stabilitet på området.

Et område, som har været præget af økonomisk underfinansiering, og hvor man kæmper med stigende skolefravær og mistrivsel.

Jeg skal ikke til fronten – det ville være upassende for en børne- og ungerådmand at deltage aktivt i krig.

Morten Thiessen, rådmand, Børn og Unge, Aalborg Kommune Foto: Aalborg Kommune

Rejser med ro i sindet

Det nye børne- og undervisningsudvalg har ifølge Morten Thiessen vist, at opgaven med børn og unge er forstået. Der er ifølge rådmanden enighed om retningen for det fremtidige arbejde:

"Der er tilstrækkelig politisk stabilitet til, at jeg med ro i sindet kan overlade opgaven til andre for en stund. Mens jeg er væk, vil rådmandsposten blive varetaget af Jes Lunde (R), som jeg i forhold til børne- og ungepolitikken er meget enig med. Jes Lunde har vist stor interesse for udvalgsarbejdet, og han har bred politisk erfaring – også som rådmand. Budgetopgaven ser ikke alt for voldsom ud, så jeg er sikker på, at det vil gå godt i budgetforhandlingerne."

Morten Thiessens fravær vil altså både betyde et comeback som rådmand til Jes Lunde, som under de hæsblæsende konstitueringsforhandlinger forsøgte at kuppe borgmesterposten fra Lasse Frimand (S), men også et comeback som medlem af byrådet til suppleanten Lotte Finck (K). Desuden vil Sofie Svendsen (K) indtræde i Økonomiudvalget, hvor hun skal lede efterårets budgetforhandlinger.

"Hvad jeg kommer til at udrette for Ukraine, er svært at spå om, men jeg kaster alligevel mit lille lod i den store vægtskål, for jeg kan ikke lade stå til. Jeg håber, at det får betydning, men det vil fremtiden vise. Til december, når jeg er tilbage igen, er vi klogere på den sag. Det er vigtigt for mig at fremhæve, at orlovsperioden er uden vederlag, så det koster ikke kommunen noget," siger han.

Morten Thiessens krig

Morten Thiessen vil bruge sin viden og erfaring som ingeniør til at hjælpe med at genopbygge den ukrainske energi-infrastruktur. Elværker og varmeværker, som russerne systematisk ødelægger for at presse civilbefolkningen.

Det gjorde et stort indtryk på ham at se, hvor presset og slidt af krigen civilbefolkningen var i denne vinter, hvor russiske terrorbombninger ødelagde store dele af el- og varmeforsyningen.

"Det gør også indtryk, når ukrainske skolebørn må modtage undervisning i bunkers, fordi det er for farligt at opholde sig i normale skolebygninger. De har brug for hjælp nu og ikke om fire år," siger han.

Da de russiske kampvogne tromlede ind i Ukraine for mere end fire år siden, var det for den tidligere soldat et gensyn med den krig, hans generation trænede i for mange år siden.

"Den samme brutalitet, de samme gamle kampvogne og det samme hensynsløse mål om undertrykkelse. Tiden siden da har vist, at kun den stærke ukrainske modstand står mellem resten af Europa og Putins appetit på ekspansion. Derfor er det også vores krig – eller i hvert fald min," siger Morten Thiessen.

Selvom Morten Thiessen efter eget udsagn ikke har noget principielt problem med at udgyde blod i en krig, så skal det ske for Danmark, og ikke for andre lande:

"Jeg skal ikke til fronten – det ville være upassende for en børne- og ungerådmand at deltage aktivt i krig."

Rådmandens anmodning om orlov skal behandles på det kommende byrådsmøde i Aalborg Kommune.

Sidst opdateret: 23/04/2026 - 12:48

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]