
- Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lemvig opretter udvalg til kamp mod dalende indbyggertal
Kommunen har stor mangel på både tilflytning og fødselsoverskud – og befolkningstallet fortsætter med at falde. Nu vil byrådet undersøge, hvordan man kan få vendt udviklingen.
Udgivet: 17/04/2026
Et nyt bosætningsudvalg skal vende befolkningsfaldet i Lemvig, hvor hver ottende indbygger er forsvundet siden 2013.
Det skriver Folkebladet Lemvig.
Udvalget skal ifølge kommunen "understøtte en langsigtet, strategisk og datadrevet udvikling af kommunens bosætningsindsats" med fokus på demografi, arbejdsstyrke og kommunens fortælling.
Et enigt byråd står bag. Udvalget består af Ole Kjærgaard (DD), Lone Pilgaard Sørensen (S), Per Olesen (V), Helene Herping (DD) og Jonas Munkholm Jensen fra Land- og Bylisten.
Indbyggertallet er faldet fra 21.223 i 2013 til 18.596 i 2026 – et fald på 2.627 personer – ser man tilbage til 2008 så er faldet på 3.641 personer viser tal fra Danmarks Statistik.
Indvandring afbøder lidt af tabet
Flere kommuner afbøder tabet af borgere med indvandring, og situationen ville da også have været værre i Lemvig uden indvandring.
I 2025 faldt indbyggertallet med 204 personer. Uden nettoindvandring, som samme år bidrog med 69 personer, ville tilbagegangen have været endnu større og nået op på 273 personer.
Ser man på udviklingen siden 2008, har kommunen ikke haft ét eneste år med hverken fødselsoverskud eller positiv nettotilflytning. Den løbende tilgang fra udlandet har dermed været den eneste faktor, der har dæmpet tilbagegangen. Alligevel har det ikke været nok til at vende udviklingen, og samlet er befolkningstallet faldet med 3.641 personer siden 2008.
Kortet herunder viser kommunernes befolkningstilvækst uden indvandrere.
Og her kort der viser med indvandring.
Sidst opdateret: 17/04/2026 - 11:47












































